Subscribe: Next Stop Iran og Armenien - og Nagorno Karabakh
http://hanneiiran.blogspot.com/feeds/posts/default
Added By: Feedage Forager Feedage Grade B rated
Language: Danish
Tags:
Rate this Feed
Rate this feedRate this feedRate this feedRate this feedRate this feed
Rate this feed 1 starRate this feed 2 starRate this feed 3 starRate this feed 4 starRate this feed 5 star

Comments (0)

Feed Details and Statistics Feed Statistics
Preview: Next Stop Iran og Armenien - og Nagorno Karabakh

Next Stop Iran og Armenien - og Nagorno Karabakh





Updated: 2018-03-05T15:49:19.156-08:00

 



0 kommentarer

2010-08-14T13:22:27.846-07:00

01.08.10
Jeg var haft den fedeste dag i dag! 7 af os tog ud på landet for at se hvordan der ser ud i en iransk landsby. Godt nok bor der flest med tyrkisk blod og kultur i årerne her, men jaja. Tæppehandleren havde fortalt at der er tre særligt spændende landsbyer i Iran hvor man kan se den oprindelige leveform og den ene skulle være her uden for tabriz. Så det havde vi jo glædet os til at se.
Vi started dagen med en skøn kop te og glædede os over at gwen og Kasper havde aflyst den gule vest så vi kunne gøre tingene i vores eget tempo. Så tog vi en minibus til landsbyen kandovan, der viste sig at være det skrækkeligste turisthelvede i Iran. Folk boede i huler og huse bygget ind i bjeegsiden, men når det første der møder en er souvinirbutikker og iranere med kamera om halsen, går det autentiske ligesom lidt af.
Så efter en klatretur op at forstyre de stakkels indbyggeres privatliv og en meget tung frokost bestående af eggplant/fåreostesnask og fårehjerne tog vi til en nærliggende lille by. Og her begyndte evevtyret!
Vi fandt en mand der kunne lidt engelsk og fik forklaret ham, at vi gerne ville ud at opleve nogle små landsbyer. Først blev han ved med at foreslå kandovan, og forstod ikke at der havde vi været. Til sidst sagde han dog at han kendte en lille landsby, men at den ville han ikke anbefale for han mente vi ville komme til at kede os. Skide godt keyword. Jeg forklarede, at vi gerne ville tage en taxa til forskellige små landsbyer, der helst skulle være så kedelige som muligt. Han rystede på hovedet og sagde vi var nogle underlige turister, men han fik forklaret det til to taxachauffører og så tog vi af sted. Vi kørte og kørte og kom virkelig langt ud. Til sidst tænkte jeg, at der da ikke kunne findes nogen landsby så øde. Men det gjorde der og det var et rigtig hyggeligt sted. Indbyggerne (gad vide om det også hedder sådan, når det er så lille et sted) var noget forbavsede over at se os og virkede på en måde generte, men de var også nysgerrige og høflige og der kom en masse for at hilse på os. Kvinderne holdt sig på afstand og ville ikke have taget billeder. Kun få gik med til det hvis de skjulte ansigtet under chadoren. Vi gik en tur rundt og mig og Vibeke og Kasper fik en tur på en traktor. Da jeg skulle kravle op på traktoren tpg jeg fat i mandens skuldre for at kunne komme op. Tænkte sletikke over det, men hernede går det jo slet ikke med kropskontakt mellem kønnene. På vej i minibussen var der også denne kønsbesværlighed. Bussen var fyldt på nær en plads ved siden af en kvinde. Mit sæde stod alene. Men så sad der også en mand på en kasse og hver gang der kom en ny passager ind satte han isg eneren på kassen eller på trappen og lod det tomme sæde være. Til sidst bad kvinden mig om at sætte sig ved siden af sig så en af mændene kunne få en plads. jeg kan ikke lade være med at synes der er ånssvagt. Manden ville ha os til at køre den, så det gjorde jeg. Vibeke var ikke tilfreds med min kørsel, men jeg synes nu jeg klarede mig meget godt og det var sjovt. Vi tog videre til den næste landsby, der var lidt større. Her blev holdt bryllup og det var skægt at se hvordan folk stimlede sammen for at fejre. Så gik vi en tur i det smukkeste landskab og jeg red på et æsel. De andre grinede af at jeg hele tiden får snusket mig ud i et eller andet skørt. Det var virkelig smukt. Flotte flotte bjerge og masser af grønt og overvældende at være midt i. Jeg ville ønske at jeg nunnevære blevet der og suget alt det smukke til mig. Vi nåede et stykke ud af byen og blev inviteret på te og fridlplukkede abrikoser og valnødder.

Der var langt tilbage til Tabriz, men det meste af tiden gik med at snegle i myldretiden. Til bedetid sang vores taxachauffør højlydt med på bedemelodien fra minereterne og for mig lød det som om han flettede noget af vores tur fra idag med.       



0 kommentarer

2010-08-14T13:21:39.282-07:00

02 .08.10
Lige nu sidder jeg på det forkerte hotel i en by i Nagona Kharabak. Vi har kørt siden klokken 7 i morges og krydset to grænser og buschaufføreren valgte så at at køre os til sin vens hotel i stedet for det vi har booket værelser på. Nu er han kørt og hotellet vil ikke lade os låne telefonen, så vi kan ringe efter taxaer.

Vi havde kørt i hele 45 min., da Louise opdagede at hun havde glemt sin mobiltelefon på hotellet. Vi ventede således midt på en hovedvej mens en taxa kom fra hotellet til os med den. I ventetiden spiste vi brød med feta.

Landskabet blev smukkere og smukkere på vejen mod grænsen som vi krydsede ved 12-tiden. På vejen kunne vi se over til Aserbaijan. Det tog en krig og at få stemplet passet og så skulle man gå et laaaangt stykke gennem ingenmansland før man kom til Armenien blot for at blive mødt af en skide sur man hvis job var at tage et foto af os. Virkelig en dårlig karma han kunne sende der og en kæmpe forskel fra den høflighed vi mødre i Iran. De holdt desuden længe på Stig og påstod hans visum ikke fandtes i systemet.

Nu lånte Vibeke en telefon af en gut, så vi kan ringe til det rugtigechotel...

Så fandt vi den nye bus med chauffør og begav os ud på den lange tur. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde fået noget at spise siden klokken 7.45, men han nægtede at stoppe før kl. 5, så jeg var inderligt sulten. Vi fik grillet lam, so. Smagte godt, men som også bare vare meget fedt og ikke mættedecpå nogen rar måde, så jeg har været sulten på en kvalm måde lige siden. Og så hjælper det altså ikke med hårnålesvings på bjergsiderne. Havde siddet på forsædet siden om formiddagen hvor den første køresyge viste sig og lammefedtet hjalp virkelig ikke på kvalmen.

Nå! Det viste sig, at det oprindelige hotel havde overbooket og derfor ringet til en armensk kvinde, nuka, der har hjulpet med at lave aftaler for os i armenien, der så har booket om for os, men somm ikke har kunnet give besked fordi netværket ikk e dur i denne stat. Det hænger nemlig sådan sammen, at vi nu er i Nargona kharbak, der en en stat i aserbaijan, der arbejder for at opnå selvstændighed og gwen ìg kaspers simkort er armensk. Alt det politiske rod er noget af det jeg skal lærer om i løber af tiden her. I morgen skal Vibeke i den henseende holde et oplæg. Der glæder jeg mig til.

Nu skal jeg sove. Jeg kan bogstaveligt talt ikke holde øjnene åbne længere. 



0 kommentarer

2010-08-14T13:21:01.614-07:00

03.08.10
I dag skulle forestille at være fridag og det var virkelig tiltrængt, for turen hertil var virkelig hård, men det endte alligevel at blive en totalt proppet dag uden skyggen af fridag, fordi det tog en krig at få vekslet penge og lavet visa og fordi Nune (Gwen og Kaspers armenske veninde, der har stået for det meste af programmet her) alligevel lige havde arrangeret et museeumsbesøg og et møde med kulturministeriet. Guiden på museet vrøvlede og jeg var halvdårlig fordi vi havde haft mange lange ventepauser i solen (solen er meget værre her end i Iran. Temperaturen er det samme: ca. 40 grader, men luftfugtiheden er meget højere), så jeg tog hjem til hotellet sammen med Karina og faldt død om i to timer inden vi tog en taxa til kulturministeriet.
 
Det er simpelthen det mest sindssyge møde jeg nogen sinde har været med til. Der sad tre kloge hovede og talte armensk ud over salen til os og en masse andre jeg ikke ved hvem var. Jeg anede ikke hvad der foregik og har stdig ikke fundet ud af hvad mødet gik ud på. Måske handlede det om Nagorno Karabakhs selvstændiggørelse, men der var aldrig nogen præsentation, så ved det faktisk ikke. Der var en tolk, men hendes sætninger var betydeligt kortere end de kloge hoveders, så må utvivlsomt ha misset noget. Og så var det SÅ underligt! Der var hele tiden nogen fra publikum, som sagde et eller andet på armensk og så grinede alle og vi anede ikke hvad det handlede om. Og der blev spurgt om noget som de også grinede af. I det hele taget var det meget underligt når det var os mødet var blevet arrangeret for. Detvar faktisk et ubehageligt. Til sidst var der mulighed for at stille spørgsmål, men de af os der vågede at spørge, fik bare svaret "det har vi allerede forklaret". Så det var meget underligt at være til det møde. 

De pointer jeg kom frem til var at Karabakh er meget stolte af sig selv og meget gerne vil være selvstændige og rigtig gerne vil have at andre lande skal få øje på dem. og at de virkelig ikke kan lide Azarbaijan Ham den ene gik meget op i at vi ikke måtte tro på noget af det vi hørte eller læste om karabakh på nettet eller i medierne eller fra Azarbaijanerne som han omtalte som tyrkerne. for det var alt sammen løgn. I stedet var det vigtigt at man kom og så sandheden om landet med sine egne øjne, så man ku se hvor godt et sted det er. Og så virkede han som en meget sur mand og han lagde vægt på Europas skyld i karabakhs situation...fik næsten dårlig samvittihed.

Men den oplevelse siger jo bare noget om landets organiseringsevner og gad vide hvordan de så vil være til styre en stat. 

Efter mødet sad vi i i et computerlokale og skulle se billeder, men de har virkelig en underlig respekt eller mangel på samme for møder her. Alle taler bare i telefon og taler i munden på den der har ordet. Det er ikke til at holde ud. Så ingen så billederne.

Vi tog ud og spiste. Hvorfor kan man ikke få andet end hvidt brød her. Min mave er helt oppustet.
an jo tænke hvad man vil om deres selvstændighed når man oplever deres mødeorganiseringsevner.



0 kommentarer

2010-08-14T13:18:01.598-07:00

04.08.10
Vi startede dagen med at lave noget Gruppereflektion over nogle af de ting vi havde oplevet i Iran. Desværre var det ret usystematisk og jeg synes ikke vi brugte nok tid på det.

Og så tog vi afsted på en meget lang dag for at se nogle forskellige seværdigheder. Jeg beklager, men det var simpelthen noget af det mest meningsløse jeg har oplevet. Nune er rigtig sød og hun har uden tvivl gjort sig umage med at stykke programmet sammen til os, men det er så fyldt med ting vi ikke gider og som ikke har noget med next stops mission at gøre. Og så har hun slæbt nogle venner med som ikke laver andet end at ryge og drikke og skabe dårlig stemning i bussen.

Vi havde alle sammen glædet os til at se den totalsmadrede spøgelsesbyen Agdam, men vi fik kun lov at se den fra udkanten.

Vi oksede rund og kørte så mange timer uden at få noget at spise, at der var flere af os der gik helt kolde og fik det dårligt. De armenier forstår åbentbart ingenting. Den var halv syv før vi holdt ind for at få frokost og så bestod det af Hvidt brød og kogt fisk med øjnene og gælderne splattet lige op i hovedet på mig, så jeg måtte gå for ikke at komme til at kaste op. Så ingen mad til mig.

Intet under jeg havde det skidt, da vi kom tilbage til byen. Vi tog ikke engang tilbage til hotellet, men direkte til et møde med nogle unge politisk aktive. Det var rigtig spændende, men hvor havde det dog bare været fedt hvis dagen ikke havde været så sindssyg at det var svært at samle sig. Mødet blev af samme grund også kortet ned hvilket var virkelig ærgerligt, da det netop er den slags arrangementer vi er taget af sted for.

Efter mødet var der bbq-party, men jeg var så smadret og sur over den dårlige planlægning, at jeg ikke tog af sted. I stedet tog jeg med Karina og Vibeke hjem til en af de unge karabakh'ere og så hvordan hun boede. Det var, på trods af svækkede krafter, en god oplevelse. Hun boede sammen med sine forældre og søster. Her er det normalt at man bor hjemme indtil nan bliver gift. Og forældrene betaler alt for en. Selv cafebesøg og telefonregning. Når man så bliver gift, sørger fsmilen for at der bliver købt alt hvad der er brug for i et nyt hjem. Fx kan det var at den ene onkel køber en vaskemaskine og den anden et tv. Hvis man bliver skilt flytter man hjem til sine forældre igen. Og hvis ikke man gør det er det virkelig et tabu folk vil opfatte familien som dårlig.
Til sidst kastede Vibeke op af udmattelse efter turen og vi tog hjem.

Spiste en is da vi kom tilbage på hotellet ved midnatstid.



0 kommentarer

2010-08-14T13:17:17.964-07:00

05.08.10
Endnu en sindssyg dag med armenierne. Det er virkelig sindssygt at to nabolande kan være så forskellige og have så forskellig kultur. Lige så vild jegvar med Iran og iranerne lige så pissed er jeg på Karabakh, Armenien og armenerne. De driver mig mildest talt til vandvid!

Vi har generelt haft et problem med at komme til tiden i den her gruppe og jeg har virkelig gjort mig umage med ikke at komme for sent, for det er bare så irriterende at blive f
Rsinket hele tiden.
Idag skulle vi mødes kl. 9 og G og K havde virkelig understreget hvor vigtigt det var at vi kom til tiden, for turen til yeravan ville tage ti timer og vi skulle gøre seværdighedsstop undervejs. Og for en gangs skyld var alle klar til tiden undtagen armenierne. Og det var ikke bare ti min som når vores egen gruppe bliver forsinket. Vi sad i bussen og ventede en time. De stod først op da vi havde pakket bussen og så skulle de lige drikke kaffe og ryge. Hele gruppen var simpelthen så sur og vi havde aldermest Lust gil bare at køre fra dem. Det der irriterede mig mest var at de ikke selv fattede at de gerne måtte tage at skynde sig. Og når vi sagde det til dem grinede de bare og sagde at vi ikke var sure. Da vi endelig kom afsted gjorde vi hele tiden stop for lige det ene og det andet. Klokken blev over 12 før vi forlod byen.

Jeg introducerede morderlegen for gruppen og jegvar allerede dræbt Gwen med Jacobs sure sok og Kasper med min ipod. Næste offer er David, der skal dræbes med en øl. 

Blev køresyg i hårnålesvingene i bjergene mellem Karabakh og Armenien. 

Vi gjorde stop en by for at få en snack og armenierne sagde max 20 min, men jeg brød ind og sagde at det altså ikke kunne nytte noget at vi ikke holdt en rigtig frokostpause når vi skulle så langtcog ikke havde fået andet end hvidt brød siden vi krydsede grænsen fra Iran. 

Jeg fandt en god biks hvor vi var et par stykker, der spiste nogle durumruller af en art hvor fyldet var noget nær sprødstægte kartoffelstrimler og nogle med spinat. Det var vildt godt og det bedste jeg har fået i Armenien indtil videre. 

Landskabet blev virkeligt smukt i takt med at vi kom længere ind i landet. Det mindede lidt om nogle af de steder mig og far Thomas var i Arizona og Utah. Vi stoppede for at se en kirke, der lå på toppen af en top i de smukkeste omgivelser. Aner ikke hvad kirken hed eller hvad der var særligt ved den ud over at alle armenier kender den. 

Det har virkeligt været et kendetegn fra denne tur at vi har set en masse uden at få at vide hvad det er er. Museer uden at vide om hvad og møder med folk jeg ikke ved hvem er. Vildt irriterende. Og det er ikke fordi jeg ikke har spurgt. Fx havde de arrangeret at vi skulle mødes med nogle dansktalende armeniere, men jeg fandt aldrig ud af hvad de lavede i dk.

Efter kirken tog vi til vinsmagning et eller andet sted og Mette gjorde indtryk med sin viden om vin. Hendes far er åbentbart vinbrygger eller hvad det hedder. Kunne kun lide en af vinene, men det var sjovt.

Vi havde stadig adskillige timer tilbage i bussen og det var allerede mørkt. Synes det var hårdt og armenierne havde åbentbart ikke tænkt sig at vi skulle have aftensmad. Da vi endelig var fremme ved 1tiden var der nogen af de andre, der bestilte pizza, men jeg var bare så smadret, at jeg faldt pladask i søvn.  



0 kommentarer

2010-08-14T13:15:31.454-07:00

06.08.10
Tog ud for at spise morgenmad på en cafe og fik for første gang noget med proteiner og noget andet end bare hvidtbrød. Til gengæld var tjenerne temmeligt dårlige til at holde styr på hvad vi havde bestilt og således gik det til, at det ene bord fik deres morgenmad før mit bord overhovedet havde nået at bestille. Og først da alle var færdige med at spise fik jeg mine drikkevarer.

Efter morgenmaden tog vi på museum. Måske var det nationalmuseet, men som så tit var kommunikationen ikke så god, så jeg er faktisk ikke sikker. Der var nogle meget fine ting og det var et rigtig flot museum. Hvis jeg havde kunnet sætte det ind i en kontekst havde det sikkert også været spændende.

Yeravan virker som en rigtig fin by. Her er et udbredt cafeliv med cafeer uberalles. Vi satte os på en af dem i en park og jeg fik en dejlig chokoladeis. Derefter stod den på endnu et museum og jeg syntes det var røvsygt.

Det er begyndt at gå mig på, at vi laver nogle ting i gruppen som ingen af os gider og som vi ikke rigtig får noget ud af. Og det er ikke bare os, det er også G og og  K. Og jeg fatter ikke hvorfor det overhovedet er med på programmet. Armenierne gider det heller ikke selv. Så slæber de os over på et museum og sætter sig og hænger eller render rundt og taler i telefon.

Efter det ultrakedelige museum tog mig og Vibeke tilbage til hotellet og slappede den lidt. Jeg er virkelig i underskud af afslapning. det blir så godt at komme hjem. Blev enig med Lærkeom at vi sagtens kunne rejse videre, men at det bare er hårdt at være så mange mennesker om at enes om hvad der skal ske. Det ku bare ha været lykken at være blevet alene eller et par stykker i Iran. Talte med tæppehandleren om at tage med ham ud at opkøbe tæpper hos nomaderne.

Gik på opdagelse i et vaskeægte armensk supermarket med Stig om aftenen. De havde alt i verden, selv Lurpak.



0 kommentarer

2010-08-14T13:13:34.513-07:00

07.08.10Lige nu ligger jeg på taget og nyder den lune aftenluft smyge sig over ryggen på mig, mens vandpiben bobler og klarinetten til naboens bryllup galloperer.Dagen startede med total luksusmorgenmad. Så tog vi bussen til museet for det armenske folkemord, hvor vi havde endnu en guide, der talte som en maskine.Det Osmanske rige øakede et stort muslimsk rige, og der passede det kristne armenske folk bare ikke særlig godt ind, så derfor ville osmanerne, hvis rige omsluttede armenien, flytte/udryde det armenske folk. Og det kom så til at koste 2,1 mio armennere livet.Ved siden af museet lå en memorial. Den 40 meter kæmpe høj og meget spids pyremidelignende skulptur og en rund fordybning med en bål i midten, hvor vi lagde blomster om. Alle de folk vi så lagde den samme slags blomster om.Vi kiggede og tog billeder mens vi ventede på Stig, der skulle besøge det tilhørende bibliotek. Og pludselig, af meget mystiske årsager, lykkekdes det mig at blive væk igen. Nej nej nej! Nej egentlig var det de andre der blev væk fra mig, for jeg var hele tiden ved mindetingen, og pludselig, ud af den blå luft, var de andre væk. Og der var altså ingen andre mennesker ud over en gammel dame, der gik og fejede, så jeg aner virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Damen kunne ikke engelsk men med lidt faktor og en masse smil fik hun forklaret at de var gået ud fra pladsen af bagtrappen. Anede ikke at der overhovedet var en anden vej ud, men det forklarede jo hvordan de kunne forsvinde ud af den blå luft. Jeg skyndte mig efter dem. En meget bred og lang trappe. Midt i den 40 grader varme sol og ingen skygge. Og trappen blev bare ved og der var ikke skyggen af dem at se. For bunden var der ligeså tomt som mine vandepoter og jeg gik tilbage til mindepladsen hvor den gamle dame kiggede undrende på mig.Tilbage på museet havde personalet til mit held Nunes telefonnummer og historien endte på lykkeligste vis, med at Gwen og Kasper kom og hentede mig i en taxa.Vi kom næsten ikke for sent til mødet med NGO'en armenian assembly of America. Det var et rigtig godt møde og der kom svar på nogle centrale spørgsmål. Skal lige ha spurgt Vibeke, så jeg er sikker på jeg har forstået det rigtig.NGO'en arbejder for at oplyse om folkemordet for at forbygge at der skal forekomme noget lignende igen andre steder i verden.Folkemordet er ikke officielt anerkendt som folkemord og det er vist noget med at det skal det være blevet inden for 100 år efter, det fandt sted, ellers kan det aldrig officielt anerkendes. Det fjollede er, at der er så mange beviser for at det fandt sted og at 'alle' faktisk anerkender det, men bare ikke vil anerkende det officielt pga af politiske og økonomiske interesser.USA, hvis mangel på anerkendelse er den største forhindring, har store interesser i Tyrkiet, der fungerer som usa's port til Mellemøsten.  Og fordi Tyrkiet truer med at stoppe al samarbejde med USA hvis de anerkender det, vil de selvfølgelig ikke gøre dette.  Lad os nu se om Obama holder sit løfte.Tyrkiet er selvfølgelig den allerstørste forhindring overhovedet, og så længe børnene bliver opdraget med, at det aldrig har fundet sted, at der 'kun' døde 200.000 armeniere og mindst ligeså mange tyrkere, og at alt hvad en armenier siger er løgn, så kommer vi nok ikke nærmere. (det har dog hjulpet med Internettet, så det er lidt svært at holde det skjult for befolkningen)Desuden er Tyrkiet i tæt aliance med azerbaijan og så længe der er konflikt mellem azerbaijan og Armenien vil en anerkendelse fra Tyrkiet være noget nær umulig. Måske er det dog en lille gulerod for Tyrkiet, at Eu kræver fred med nabolandene for at et land kan blive optaget. Sverige har lige anerkendt det, så mon ikke dk følger med om ikke så længe?Efter mødet tog vi ud til en særlig kirke (spørg mig ikke hvad der var særligt ved den...ingen fortalte hvad det var) for at m[...]



0 kommentarer

2010-08-14T13:12:42.924-07:00

08.08.10
Dagen i går sluttede på den mest dejlige måde jeg nu tænke mig. De fleste tog i byen, men jeg og Lærke, Jesper, Kasper og Kristoffer blev liggende på taget og sludrede. På et tidspunkt midt om natten gik vi ind på gangen og lavede danseøvelser instrueret af Jesper (han danser sammen med Ditte Højgarard fra semi). Det var så super hyggeligt og jeg endte med at falde i søvn på gulvet under en afspændingsøvelse.

Og det var så dejligt at kunne sove til jeg vågnede af mig selv og bare tage det roligt til morgen. Mig, Lærke og Jesper udnyttede den gode arkustik på gangen og sang morgensang mellem chokolademaderne og vandmelonen.

I det hele taget har det bare været ensuper dejligdag i dag. Det har været så rart at have fridag og tid til at fise lidt rundt i Yeravan og opleve byen fra andre vinkler end fra busvinduet på alle de travle udflugtsdage. Det er faktisk en rigtig lækker på. Nu skal jeg ikke forsge at gøre mig klog på mode, men hvis man er shoppingmenneske er det vist ikke lige stedet, men det er en rigtig stemningsfyldt by med sådan en hyggelig atmosfære. Elsker at der er cafeer overalt. på den mindste lille frieplet er der lige blevet plads til en cafe.

Og så skylder jegvistlige Armenien og armenierne en undskyldning. Jo, jeg blev skide irriteret på de skvathoveder de første par dage, men dem jeg harmødt i byen og talt med hilst på her har virkeligværeg fine og flinke mennesker. Og Nune og hendes venner har virkelig været hjælpsomme.

Vi tog en taxa til centrum og metroen videre derfra til en eller anden station hvor der efter sigende skulle være noget market af en art. Uden for metroen mødte vi en ung gut, Arthur, med sin guitar på ryggen som anbefalede hængeudsteder, og vi morede os over at billetterne til metroen her er små lyserøde poletter.
Vi ankom til markedet, der viste sig at være en sovjetstilens svar på ro's torv og det var simpelthen det mest gyselige af det gyselige man kan forestille sig. Men det var oplevelslen værd.

Tilbage i centrum skiltes jeg fra de andre for at finde noget traditionelt armensk mad (de andre ville ha sushi) og finde et sted jeg kunne slappe af. Men sådan gik det ikke, for jeg mødte Arthur ved springvandet og han slæbte mig, på mit spørgsmål om armensk restaurant, hen til en sted der serverede ravioli i alle mulige afskygninger og jeg må sige det var veldig godt selvom juicen til 2000 dram var noget overvurderet. Resten af dagen brugte jeg i Arthurs selskab først med at vade rundt i byen og se hans fremlægning af byen med monument (ved ikke for hvad), statuer og kunstudstilling. Det var en skæg måde at opleve byen på og helt sikkert med til at redde mit indtryg af Armenien. Han var sjov at snakke med med hans skægge holdning om armeniere som grimme og kedeligt ueuropæiske. Selv var han bosat med sin familie i Moskva og på ferie hos sin bedstemor. Vi satte os over i en park (en af de få der ikke var oversået med cafeer) og han spillede guitar og sang rusiske sovjetpunkersange inden vi satte os over til en lille gruppe unge og spillede 'mafia'. De var alle armenier bosat itjekkiet og på ferie hos deres familie i yeravan.

Jeg endte alligevel med at få min traditionelle armenske madoplevelse. Og det endda i allerbedste stil på en traditionel armensk restaurent med traditionelt orkester og indretning med gamle instrumenter og service. Så stod den ellers på tolma, qyufta og forskellige småretter, blandt andet det sædvanlige flade brød og mystiske ostestrimler. Til dessert var der fårehjerne i spejlæg. Mægtig interessant, men det bliver nok aldrig min livret.

Tilbage på hostel fik vi pakket og kl 1 var der afgang til lufthavnen hvor de fleste forsøgte sig med en lille lur inden en langvarrig tjeck in.    



0 kommentarer

2010-08-03T08:14:08.551-07:00

p[ et tidspunkt h[ber jeg p[ at f[ lavet nogen overskrifter og afsnit s[ det bliver lidt mere overskueligt at l;se. indtil da m[ i bare b;re over. der er et hul p[ nogle dage i fra forrige uge eller deromkring. m[ske kommer det senere. 26.07.0 esfahan Vi ankom til Esfahan efter en meget hård nat. Der var ikke tid til en slapper. Bare lige ind med bagagen og så kom Mohammad, som skulle give os en rundtur i byen. Han var en lidt halvtilfældig fyr Gwen og Kasper mødte da de var nede og planlægge. Det var virkelig svært at holde øjnene åbne da han slæbte os rundt at se paladser som jeg ikke engang kan huske hvad hed...men de var flotte. Til sidst sagde vi at vi ikke kunne rende rundt mere og hellere ville gå videre til næste punkt på dagsordenen så vi kunne nå at komme hjem og tage en lur inden et eller andet vi skulle senere jeg ikke kan huske. Ej hvor var jeg voldsomt træt men nej hvor havde en god dag. Vi delte os i to mindre grupper og min gik med Mohammed ud for at besøge forskellige kunsthåndværkere og se hvordan de arbejder. De var pudsigt nok allesammen nogle af hans familiemedlemmer. Så kan man så overveje hvor meget man skulle tolke på hans salgstale. Det fik jeg selv lært da hans fætter efter lang tids løgn solgte mig et fad der efter hans udsagn ikke fandtes i mindre størrelse eftersom iranerne foretrækker den størrelse. Så nu slæber jeg rundt på et fad, der er for stort til at jeg kan ha det i tasken og må spænde det udenpå og har efterfølgende set 7 fade i min fortrukne størrelse. Well, Esfahan har 6 'oprindelige' håndværkstraditioner: kobberhalløj, blåmalede kobberhølløjsaer, miniaturer, tekstiltryk, sådan en særlig pindeteknik, til at lave æsker og rammer og ...åh hvad var det nu den sidste var? De persiske tæpper er laves over hele Iran, skal alle sammen omkring Esfahan inden de eksporteres. Først var vi ovre hos farfaren der lavede tekstiltryk. Det var mægtig interessant at se hamarbejde. Han har en masse forskellige stempler med forskellige motiver og mønstre som han smører farve på og trykker et efter et. Først trykkes det hele op med sort og derefter de forskellige farver, der var udvundet af forskellige naturlige plantestoffer. David fik ham til at lave et stempel på sin tshirt. Bagefter så vi de andre håndværk, men der blev ikke fortalt så meget. Vi mødtes med det andet hold i et tehus og spiste noget traditionel snask (vist nok kartofler og bønner blendet og krydderier og olie) inden min gruppe besøgte onklens tæppelager og fik fortalt om hvordan tæpperne fremstilles og om forskellige typer tæpper. Citytæpperne har næsten altid en medaljon i midten og er vævet efter en skabelon og spejlet i tvær- og længdeaksen. Nomadetæpperne har symbolske figurer, men er vævet ud fra fantasien, så ingen er ens. Vi så på en hulensbulens masse tæpper og nej hvor var de bare grimme. Total hodja fra piort 200 år gamle tæpper. Enormt fascinerende og spændende. Vi mødtes med de andre igen og de fleste tog hjem eller var allederede taget hjem. Jeg var også sindssygt smadret, men eftersigende var det den 12. Imams fødselsdag dagen efter og derfor lukket i bazaren. Jeg havde slet ikke fået oset nok, så jeg tog med et par stykker videre rundt og det var rigtig hyggeligt. Vi var blandt andet inde hos en smykkehandler med langt hår hvor tøserne gik helt amok. Vi mødte også en fyr gwen og Kasper kendte. Thomas, der læser persisk på kua. Ham fik jeg lige sludret lidt med om lidt nørdesprog. Vi endte hos tæppehandlerens onkels butik omkring kl. 7 og fik te og fortalt en masse røver historier jeg var alt for træt til at lytte til. Sindssyg lang dag, men den var ikke slut endnu. Vi tog hjem og sov 40 min. inden vi tog i byen for at fejre imamen. Vi havde fået at vide at vi ikke skulle spise aftensma[...]



0 kommentarer

2010-07-29T09:29:38.441-07:00

25.7.10(kom lige til at lave en fejl p; ipoden,s[der er noget af f'lgende indl;g er der to gange. bare l;s videre s[ kommer forts;ttelsenlidt nede...tror jeg nok.medmindrenoget andet er g[et galt.)Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, men havde alligevel lige kompasset fremme etpar gange for at sinkre mig at jeg ikke bevægede vig for dybt ind. Kom ind i en nødde/tørret frugt biks og fik lov til at smage på det hele. "du er min kunde - du skal da smage inden du køber". Han havde en masse forskellige rosintyper og hans nabo kom for at forklare mig hvad det var for nogen og hvilke der var til mad og hvilke til bare at spise. Flere af dem kunne jeg slet ikke smage forskel på og andre var helt ens men smagte forskelligt. Og så havde han flere forskellige kvaliteter af samme sort. Købte to slags og cashewnødder og helt hårde tørrede minifigner og så de der birketræspollen der hed tut. Og så købte jeg det der tyndtudrullede tørrede syrlige frugt i æble- og kirsebærvariant. Mums så skal der smovses.Bagefter fandt jeg mig et fint lilla tørklæde i en bix def hed Hanne til erstatning af det ternede der så småt at jeg bliver nødt til at binde 25.7.10Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, m[...]



0 kommentarer

2010-07-29T09:20:40.160-07:00

28.7.10

Var mega træt da jeg vågnede. Det var en hård dag i går.
Folk kom som sædvanligt for sent, så vi kom først sent hen til Iman moske. Den var tilgengæld virkelig overvældelnde smuk. Helt overvældende. Mig og Louise formåede nok engang at blive væk fra gruppen på vej derover, men mødte til gengæld nogle fine mennesker på vejen.
Kvindemoskeen var lukket, så jeg håber vi når den i morgen. I stedet fik vi fritid til at rende rundt og mig og Karina gik på powershopping og hyggede os gevaldigt med at kigge på smykker og drikke the med tæppehandleren.

Senere tullede jeg lidt rundt og så påhåndværkere der arbejdede. Fandt fx ud af hvordan malingen bliver glansfuld på de der skåle ved at varme dem over ild. Jeg overværede håndværkerens undervise sine ele er i hvordan de små prikker skal laves.

Vi tog en taxa til Jolfa og så denne armenske bydel og to katedraler. Det var flot men jeg var så træt, at jeg ikke fik så meget ud af det. Fik mere id af den dejlige is med kakaomælkene jeg sluprede bagefter.

Kom sent tilbage på hotellet og spiste en kebab på hjørnet. For første gang en næsten ægte durumhvede. Mums.



0 kommentarer

2010-07-25T00:52:41.355-07:00

nu har jeg lagt alt hvad jeg har skrevet indtil videre ind på bloggen. det ligger der ikke i den rigtige rækkefølge og datoerne passer ikke, så det må i lige selv pusle sammen. Internettet er ikke det bedste, men hvis jeg får mulighed vil jeg prøve at lægge det på en lidt mere overskuelig måde.



0 kommentarer

2010-07-25T00:40:58.380-07:00

idag har i lavet følgende
Novonordisk
Ambassaden
Gammel bazar i nordteheran
Spejlmausukæum
Shoppingmal
Dårligt kød
Vandpibe på taget



0 kommentarer

2010-07-25T00:39:33.353-07:00

To protect your privacy, remote images are blocked in this message. Display images
"Iran? Hvad vil du i Iran? Er Iran ikke farligt?"
Folks reaktioner har været alt fra forestillinger om atomsprængende
terrorangreb til kriminelle voldtægts angreb og piskeslag efterfulgt
af henrettelser af uskyldige ved stening eller hængning. "Hvorfor vil
du dog derhen?" det vil jeg for at opleve at Iran også er andet end
det.
Tag det roligt. Det farligeste i Iran er trafikken. I første omgang
fordi den er sindssyg med 6vejbaner og modkørende i ensrettede gader
og fordi den grønne mand er ledsaget af teksten "cross with Care" (det
gælder om at gå i er jævn tempo uden at tøve eller gå tilvage mens man
ligner en milion, der er dyr at betale erstatning til). I anden omgang
fordi dens udstødning er med. Til at gøre Teheran til verdens 3. Mest
forurenede by.



0 kommentarer

2010-07-25T00:37:23.887-07:00

Så er jeg ankommet til Teheran. Og er vågnet efter en meget kort nat.
Jeg har endnu ikke helt styr på tiden - af yderst praktiske årsager,
er Iran ikke bare to timer foran dk, men hele smarte to og en halv
time foran. Nåede hotelet og sengen kl halv seks i morges, og er nu
vågnet kl. 7.45. Så det er jo herligt, og jeg er ikke spor træt, nej.
Og hvorfor er jeg så vågnet? Jo, det skal jeg sige jer! Mit hovedgærde
er lige klods op af den mest traffikerede vej jeg nogensinde har
oplevet... Nåh ja, og så jeg kan jeg mærke udstødningen fra bilerne
sive ind gennem det utætte vindue og ned i mine lunger.
Rejsen gik rigtig fint. Fant hurtigt de andre NEXT STOP Iranere i
lufthavnen og inden længe befandt vi os i Vien.
På flyet til teheran sad jeg mellem to iranske kvinder og den ene
talte jeg (til den andens fortrydelse) med uafbrudt i alle de 4 timer
turen varede. Fik næsten styr på den politik og historie jeg ikke har
nået at få styr på hjemmefra.



0 kommentarer

2010-07-25T00:34:14.088-07:00

Next stop IRAN
Om kort tid tager jeg til Iran med Mellemfolkeligt Samvirke og 15
andre nysgerrige, videbegærlige og eventyrlystne Next Stop Iranere.
Vi har hver især vores bevæggrunde for at tage af sted, hver vores mission.
Med en baggrund inden for den danske folkeskole, kan jeg ikke lade
være med at interesere mig for de undervisningsmæssige forhold her.
Iran har et fantastisk højst uddannelses niveau...og et fantastisk
højt arbejdsløshedsniveau. Skolebørnene har sommerferie nu, men mon
ikke der kan lade sig gøre at snuse lidt op om undervisningssysremet
alligevel?
Hvordan bærer de sig ad?
Iran er verdens eneste teokrati. Det er klart, at præstestyret må have
betydning for individets liv og hverdag. Spørgsmålet er hvordan. Hvad
betyder det rent faktisk for fru Kharoui og hendes familie at de er
underlagt en regering, der er så langt væk fra sækularisering som
overhovedet muligt?
Hvordan bliver den almindelige iranske pige og dreng opdraget?ser
opdragelsen forskellig ud derhjemme og i skolen? Hvordan ser
almindelige iraners hverdag ud og hvordan skiller Hr. Kharouis sig ud
fra fruens? Og ikke mindst: hvordan er præsten underlagt præstestyret?
Jeg forestiller mig, at jeg i den kultur, der afspejles af
præstestyret på trods af store forskelle fra den jeg selv er vokset op
i, kan finde ligheder med min egen. Hvordan er iranerens værdigrundlag
i forhold til fx kærlighed og venskab?



lavere status?

2010-07-25T00:32:32.770-07:00

Har lige haft den første oplevelse der kunne give et indtryg af
hvordan der bliver set bliver set på forholdet mellem mænd og kvinder.
Jesper og jeg stod i kø i noget nær en kebab-bod, og han bliver spurgt
hvad han vil have. "En falaffelsandwich med chilisovs." Hvad ville jeg
ha? "kebab uden chili"...og hvad ender man med? Jeg får da det samme
som Herren, som så til gengæld får lov til at betale det hele.



0 kommentarer

2010-07-25T00:25:10.086-07:00

21.07Vi startede dagen sent med at tage ud for at veksle penge. Varmen varsindssyg så det var kun en lettelse at pengevekslingen, der foregik imeget airconditionkolde bikse, varede ret længe. I udstillingsvinduet(jaja udstillingsvinduet i valutabikse er da ikke noget at studseover) viste en flot kollektion af danske sedler frem. Jeg vekslede tilikke mindre end 1.160.000 rial. ...og havde brug for en trilebør forat Slæbe alle de sedler hjem.Havde morderligt svært ved at komme ind i samtalen med Jesper og enældre Herre. Kvinder (eller i der mindste deres jihab) skal ses - ikkehøres.Vi satte kursen mod bazaren, men nåede aldrig så langt fordi vi gikned ad en slags handelsgade hvor vi fandt et sted at få noget atspise. Fik en falafelsandwish med et eller andet uidentifiserbartgrønsagssnask med eddikesmag. Det smagte surt og spøgst og på ingenmåde som jeg nogensinde havde forestillet mig at iransk mad villesmage. Desværre blev Karina syg af varmen og mig og Gwen gik med hendetilbage til Mashad hotel. Jeg syntes varmen var meget styg, så detpassede mig fint at tilbringe eftermiddagen med læsning på værelset.Om aftenen tog vi metroen til Nordteheran for at tage op på et bjergmed noget der skulle forestille at være en forlystelsespark svarendetil Tivoli - men uden forlystelser. Hmmm. I metroen mødte vi enhjælpsom kvinde, der insisterede på at følge os til endestationen ogderefter hjælpe med at finde en grøn minibus, der kunne tage os restenaf vejen.'forlystelsesparken' var syret! Fyldt med lys og lamper og mere lys i1001 ens boder (de solgte allesammen sådan noget syltet frugt ellerbærhalløj rullet ud i tynde fedtede plader, som smagte virkelig godt -og lige til at få syreskader på tænderne af. Irans svar på Haribos'bælter', så barerigtig frugt) og restaurenter der snoede sig langs enbjergsti op og op og op ad bjerget. Og det blev virkelig ved og ved ogved op. Det erfarede jeg da jeg efter 1/2 time formåede at blive vækfra de andre og, i håb om at finde dem gik og klatrede op til detbegyndte at ynde ud både i boder, lys og andre besøgende. Havdestoppet og et ganske kort øjeblik kigget på en mand, der tilberedtegrillspyd (kebab) med indmad. Da jeg kiggede op igen var de andre somsunket i klippeunderlaget. Spurgte folk om de havde set en flokeuropæere, men enten ku de ikke engelsk eller også havde de ikke serdem. Et ungt par sad og kissemissede (iranere kan også værenyforelskede (så længe de bare også er gifte)) og de sagde de kunhavde set dem for foden af bjerget for en time siden. Jeg fortsatteopad og et par forskellige venlige iranere fulgte mig på vej. Begyndteefterhånden at undre mig over jeg ikke havde fundet dem, når jeg gikså forholdsvis hurtigt og vi indtil forsvindingsnummeret havdeslentret af sted og givet os god tid. Spekulerede på om jeg på mystiskvis skulle have overhalet dem på et tidspukt. Men der ver kun 1smalsti.Ud Af den blå luft indhentede det unge par mig og sagde at nu var detbedre at jeg gik tilbage, for højere oppe var det ikke sikkert for migat gå. De var så søde og gik med mig hele vejen ned og ventede dersamwmen med mig med ideen om, at før eller siden ville de jo komme nednår vi skulle hjemad.Ærgrede mig over vi ikke have lavet det tjekketællesystem vi ellershavde aftalt. Og så stod vi der og blomstrede og prøvede at sludrelidt, hvilket dog kompliceredes lidt af engelskproblemer. Selvom detvar ubehageligt at være væk fra de andre og jeg på et tidspunktfaktisk var noget utryg, var der alligevel noget ret fint ved denoplevelse fordi det var vældig interessant at opleve den enorm[...]



0 kommentarer

2010-07-25T00:23:45.925-07:00

23.7.10
'Islamic cultural relation organisation' stod for vores vores program
i dag og skal også stå for det igen i morgen. De er en organisation
der arbejder for at andre lande skal synes godt om Iran og ikke ha
sådan et dårligt indtryk af landet. De har centre i alle mulige lande
i verden (dk er ikke et af disse) der arangerer kulturelle events med
samme formål. I dag har det været meget tydeligt at de ville gøre alt
for at gøre os glade og give os et godt indtryk af landet. Det var
faktisk helt ubehageligt fordi det blandt andet indebar at vi sprang
en masse mennesker over der stod i en meget lang kø. Det var dog
virkelig ingerresant at opleve hvad det er for en side af iran de
ønsker at vise frem. Organisationen er for det islamiske styre og de
ting vi skulle opleve bar selvfølgelig præg heraf.
Men bortset fra det var vi vist alle sammen enige om, at (Hvis jeg er heldig at finde noget internet på et tidspunkt kan det være I får fortsættelsen)