Subscribe: Eurogamer - Features
http://www.eurogamer.dk/rss/eurogamer_feature_feed.rss
Added By: Feedage Forager Feedage Grade B rated
Language: Danish
Tags:
anmeldelse  dog  hellip  hvor  man  med  meget  mere  mig    read hellip  read  spil  spillet    var  år 
Rate this Feed
Rate this feedRate this feedRate this feedRate this feedRate this feed
Rate this feed 1 starRate this feed 2 starRate this feed 3 starRate this feed 4 starRate this feed 5 star

Comments (0)

Feed Details and Statistics Feed Statistics
Preview: Eurogamer - Features

Eurogamer.dk



Eurogamer er det største privatejede spilwebsite i Europa, som leverer nyheder, artikler, video, billeder m.m.



Published: Wed, 22 Nov 2017 10:59:58 +0100

Last Build Date: Wed, 22 Nov 2017 10:59:58 +0100

 



Nvidia GeForce GTX Titan X - Anmeldelse

Wed, 04 Jan 2017 18:30:00 +0100

(image)

Titanernes tid er ikke forbi. Traditionen tro har Nvidia lanceret deres årlige GTX Titan, der repræsenterer det ypperste den aktuelle chip-arkitektur kan præstere. Dette års flagskib hedder ligesom sidste års model "Titan X", hvilket med garanti vil resultere i en del misforståelser rundt omkring, når der sammenlignes PC-konfigurationer. Modsat de andre Pascal-kort, der løbende er udkommet gennem 2016, så er dette års Titan X, som det eneste model, bygget op omkring GP102-chippen, der lover performance der er Titan-brandingen værdig.

Design og features

Designet er en blanding af den vanelige sorte tekstur, der normalt differentierer Titan-kortet fra de mere mainstream modeller, og så det samme kantede "krystal-design", der gør sig gældende blandt alle dette års reference - eller Founder's Edition - Pascal-kort fra Nvidia. GPUens processor har en base clock på 1.417MHz og en boost clock der hedder 1.531MHz. GDDR5X-hukkommelsen er clocked til 5GHz, resulterende i en dataoverførelseshastighed på 10Gbps. TITAN X opererer ved en maksimalt strømforbrug på 250 Watt og for at give dette bæst nok power, er kortet udstyret med både en 8-pin og 6-pin connector.

Read more…




MSI RX 480 Gaming X 8 GB - Anmeldelse

Fri, 16 Dec 2016 15:00:00 +0100

(image)

AMDs Radeon RX 480 blev frigivet i sommers og var første skud på AMDs nye Polaris-stamme af GPU arkitektur. Første kort var AMDs eget referencekort, men senere er andre kort kommet på markedet, der især har forsøgt at løse nogle af de strømudfordringer som referencekortet fra i sommers stødte på. I denne artikel kigger vi nærmere på MSI RX 480 Gaming X 8 GB, der som navnet antyder er MSI's 8 GB variant af 480-kortet. MSI har især fokuseret på bedre køling og fabriks-overclocking og har leveret et solidt og kraftfuldt udspil i 480-serien.

Efter lanceringen af Radeon RX 480, der i mange anmeldelser blev kaldt det nye sweet spot mellem pris og performance, har NVIDIA lanceret både Geforce 1060 og Geforce 1070, der har udfordret 480 markant. Netop derfor er MSI RX 480 Gaming X 8 GB et interessant kort, fordi dets standard fabriksoverclocking på papiret skulle gøre 480-kortet mere attraktivt end referencekortet fra i sommers.

Denne anmeldelse skal dog læses i et ganske bestemt lys, nærmere bestemt det lettere forældede og falmende lys fra min hostende stationære computer, hvis øvrige komponenter ikke tjener kortet retfærdighed. Her ses specifikationerne på undertegnedes computer, der er brugt til tests:

Read more…




Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Thu, 15 Dec 2016 11:00:00 +0100

(image)

Dedikerede gaming laptops har tidligere været kendt for, at man måtte gå voldsomt på kompromis med design, bærbarhed, vægt og støjniveau i forhold til mere moderate laptops. De sidste par år har især Alienware, Razer og Gigabyte lavet flere gaming laptops, der kombinerer et flot design med seriøse hestekræfter og en relativt lav vægt. På mange måder føles Shark Gamings gigantiske 17.3'' laptop G17-70 derfor som lidt af et tilbageskridt. Maskinen er stor og er ikke ligefrem en skønhedsåbenbaring, men til gengæld har Shark Gaming fokuseret på det, der betyder noget - ren power og en, set i forhold til flere af konkurrenterne, mere overkommelig pris.

Shark Gaming er en dansk virksomhed, der producerer seriøse maskiner til seriøse spillere. Virksomheden fokuserer på kvalitetshardware til fornuftige priser og har eksisteret siden 2009. Jeg har ingen personlig erfaring med Shark Gaming fra tidligere, så da jeg modtog den store laptop, undersøgte jeg virksomheden på diverse sociale medier og jeg kan se, at folk generelt lader til, at være godt tilfredse med både service og hardware. Jeg pakkede den store 17.3'' maskine ud af indpakningen og konstaterede hurtigt, at maskinen ikke ligefrem er nogen skønhedsåbenbaring.

Det er som sådan ikke fordi maskinen i sig selv er grim - sammenlignet med eksempelvis Gigabyte Aorus X3 Plus v5 som jeg anmeldte for et halvt års tid siden, foretrækker jeg sådan set den mere konventionelle firkantede form på G17-70. Problemet er bare, at Shark Gaming har begået den klassiske marketing-fejl ved at have klistret hele maskinen til med et gigantisk Shark Gaming logo, der hverken er diskret eller pænt. Hvis du har lyst til at have et billede af en stor, vred og blå haj på din bærbare, så vil du elske logoet, men personligt foretrækker jeg et mere diskret udseende. Ser man bort fra logoet, er resten af designet dog relativt pænt og diskret og selve maskinen er forholdsvis tynd, især de ret massive specifikationer taget i betragtning. Den gigantiske strømforsyning er også standard for gaming-dedikerede laptops, men grundlæggende minder G17-70 mere om en decideret erstatning for den stationære computer og mindre som en computer man har lyst til at slæbe rundt på til hverdag.

Read more…




Final Fantasy XV - Anmeldelse

Wed, 14 Dec 2016 14:00:00 +0100

(image)

Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at jeg elsker Final Fantasy XV, men i lang tid var jeg i tvivl. Sjældent har jeg spillet et så sært, unikt, langtrukkent, episk og helt igennem bizart spil, men sjældent har jeg hygget mig så meget med et spil som Final Fantasy XV, der måske ikke er hvad fans ønskede sig, men til gengæld er helt sit eget.

Final Fantasy XV har været over 10 år undervejs, men det mærker man kun til dels. Primært gennem spillets lettere fragmenterede blanding af elementer fra Kingdom Hearts-serien, sandkasse-trenden i moderne spil og så de klassiske elementer fra Final Fantasy-serien, men også gennem spillets sære multimediale strategi. Der findes både en anime-serie og en fuldlængdes spillefilm, som begge bidrager med relevante indspark til spillets historie og er med til, at opbygge den spændende verden som Final Fantasy XV finder sted i.

Serien - Brotherhood - er faktisk virkelig god og præsenterer i fem korte afsnit de fire helte som spillet fokuserer på. Faktisk er serien langt bedre til dette end spillets introduktion er, hvor især den fantastiske karakter Prompto virkelig får lov til, at skinne. Filmen - Kingsglaive - er ikke specielt god, men den er dog flot og byder på masser af vild action og så er der bare lige det bizarre faktum, at filmen viser en enormt central del af verdenens historie der i spillet bliver fuldstændig overset. Faktisk har jeg lidt svært ved at forestille mig at spille Final Fantasy XV uden også at have set filmen, simpelthen fordi der er så mange centrale plotelementer, der kun flygtigt berøres i spillet.

Read more…




The Elder Scrolls 5: Skyrim Special Edition anmeldelse

Tue, 06 Dec 2016 13:20:00 +0100

(image)

The Elder Scrolls-serien handler om historier. Ikke spillets hovedhistorie, dog, men dine egen historier. Javist, spillene har altid en hovedhistorie, men den er, hvad de færreste følger slavisk. For af en eller anden grund er verdens undergang altid meget mindre interessant og påtrængende, end at finde en halskæde i en mineskakt eller finde ud af, hvad der gemmer sig i en kiste.

Skyrim sætter oddsene højt lige fra første sekund. Du er fanget af soldater og er på vej til din egen henrettelse. En drage, åbenbart den første set i hundredvis af år, afbryder henrettelsen og jævner byen med jorden. Og pludselig er du på egen hånd, i en verden der, foruden en gryende drageinvasion, er grebet af en konflikt mellem en invaderende stormagt og indfødte modstandsfolk. Og Skyrims mest imponerende trick er muligvis, at et plot med fjendtlige drager og storpolitiske konflikter er mindre interessant, end stort set alle andre eventyr, man finder i de mange timer, som Skyrim vil kræve af dit liv.

Personligt nåede jeg at putte over 100 timer i Skyrim, da det udkom for fem år siden. Jeg troede, at jeg havde set alt hvad spillet havde at byde på, og at jeg derfor kunne "nøjes" med at kigge på spillets forbedrede grafik, og derefter skrive en anmeldelse. Hvor tog jeg fejl...

Read more…




The Last Guardian anmeldelse

Mon, 05 Dec 2016 17:00:00 +0100

(image)

For mange år siden så jeg et simpelt billede, et billede af en brønd med en stor rusten kæde. Dette billede var nok til, at jeg blev forelsket. Jeg vidste nemlig, at det var begyndelsen til et specielt spil, et ny spil fra udvikleren bag to af mine favoritspil på Playstation 2: ICO og Shadow of the Colossus. Spillet var planlagt til at udkomme til Playstation 3, og det så fantastisk flot ud. Desværre endte spillet i udviklingshelvede og der skulle gå 9 år, før at spillet endelig udkom. Det er svært at forklare følelsen, da jeg endelig sad med The Last Guardian på min Playstation 4. Et spil som jeg havde set frem til i så mange år, og endelig kunne jeg spille det tredje spil fra en af mine favoritudviklere.

The Last Guardian begynder med en lille dreng, der vågner i en mørk grotte. Han har ingen ide, om hvordan han er endt her. Sammen med drengen er der et stort sovende monster, men ingen vej ud af denne grotte. Du overtager styringen af drengen med det samme, ogkan udforske grotten og nærme dig det sovende dyr. Desværre er det store bæst ikke venlig stemt, for så snart man nærmer sig dyret, så sparker det ud efter drengen. En fortællerstemme fortalte mig, at det virkede som om dyret var sulten, så jeg måtte hellere lede efter noget mad til det. Det eneste som jeg kunne finde var nogle lysende tønder, som var omsværmet af hvide sommerfugle, og minsandten om det ikke var præcis det som bæstet var sulten efter. Jeg fodrede den med et par stykker, hvilket resulterede i en smule ro hos det store dyr, som jeg nu kunne nærme mig, og jeg opdagede, at der sad nogle spyd fast i dens krop. Selvfølgelig fjernede jeg disse spyd, hvorefter jeg aede bæstet indtil det rejste sig op. Bæstet fulgte efter mig, men det var lænket fast til en stor rusten kæde. Med lidt flere tastetryk på mit joypad, fik jeg løsnet bæstet, herefter blev han fodret med lidt flere lysende tønder, hvilket var begyndelsen til et mærkeligt venskab mellem dreng og dyr.

Det var en fantastisk fed fornemmelse, bæstet fulgte efter mig og jeg kunne endda råbe det til mig. Det mindede mig en smule om min lidt dumme hund Molly. Det her bæst reagerer dog bedst på navnet Toriko, et navn som jeg er sikker på min hund ikke vil lystre på. Jo længere man kommer i spillet, jo stærkere bliver båndet mellem drengen og Toriko, hvilket også betyder at bæstet lystrer flere kommandoer fra drengen. Sjovt nok er det ikke kun drengen og Toriko som endte med at skabe et bånd, jeg endte nemlig også med at have et positivt forhold til det store bæst, lidt ligesom forholdet til min hund Molly. Det er noget som jeg aldrig har oplevet i et computerspil før, aldrig har jeg følt et bånd til en virtuel figur på den her måde. Det skyldes mest af alt programmeringen af Toriko. Sjældent har jeg set et så fantastisk animeret dyr: det føles virkelig som om det er et levende væsen man interagerer med i The Last Guardian. Det er imponerende at se, hvordan det store væsen bevæger sig rundt og hvordan det formidler en masse følelser til spilleren igennem sin opførsel.

Read more…




World of Final Fantasy anmeldelse

Mon, 28 Nov 2016 12:29:00 +0100

(image)

Jeg er stor fan af spilserien Final Fantasy. Jeg har spillet mig igennem alle spillene siden Final Fantasy VII, dog har jeg droppet online-spillene, da jeg ikke er den store fan af MMORPG-genren. Alle spillene har været en fornøjelse at spille, på den ene eller anden måde. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har været skuffet over et spil i serien. Jeg går dog ikke og ser frem til spillene i serien, de bliver bare spillet når jeg har tid og lyst, og spin-off spillene har jeg aldrig nogensinde været interesseret i. World of Final Fantasy lander i kategorien Spin-off, hvilket vil sige, at jeg slet ikke har spekuleret på dette spil, før det landede i min postkasse. Så det var en lidt sær følelse, da jeg skubbede spillet ind i min Playstation 4, og tankerne faldt straks på, om det her virkelig skulle være det første Final Fantasy-spil, som ville skuffe mig?

World er en lidt sær størrelse, det er et vaskeægte Final Fantasy-rollespil, men det har en stil som man slet ikke er vant til fra serien. I denne serie er vi efterhånden vant til forholdsvis realistiske personer, men her er figurerne skiftet ud med såkaldte Chibi-figurer, som er mini udgaver med kæmpestore øjne. Historien er også beregnet til en yngre og bredere gruppe af spillere - den er ikke så dyster og fuld af voksne emner, som vi er vant til.

Historien handler om søskendeparret Lann og Reynn, som faktisk ligner nogle figurer fra Kingdom Hearts-serien. De har mistet deres hukommelse og lever et kedeligt og normalt liv. Lann og Reynn har dog en unik evne, som gør, at de kan fange og styre nogle mystiske væsner, som hedder Mirages. Disse kan kun findes i en verden som hedder Grymoire. Efter et møde med en mystisk kvinde, drager de afsted til denne verden, hvor de forsøger at genskabe deres hukommelse og fange en masse Mirage monstre på vejen. Det tager ikke lang tid, før at de bliver indblandet i en voldsom borgerkrig, hvor der er en ondskabsfuld ond magt, som forsøger at overtage herredømmet over hele Grymoire. Det er ikke den mest opfindsomme historie, som spiller en del på de kendte temaer med krig og hukommelsestab, men den fungerer faktisk rigtig godt i det her spil.

Read more…




Football Manager 2017 - Anmeldelse

Wed, 23 Nov 2016 11:00:00 +0100

(image)

2017 blev året, hvor jeg ikke længere ubetinget kan forsvare Football Manager-seriens minimale opgraderinger. Længe har jeg funderet over hvornår Sports Interactives på overfladen nærmest usynlige opgraderinger af den absolut bedste sportssimulation ville blive for meget og selvom Football Manager 2017 stadig er et fremragende spil, er det simpelthen ikke drastisk anderledes end sine mange forgængere.

Der er selvfølgelig masser af små og sågar et par mellemstore rettelser, der som altid er en skøn blanding af forbedringer og frustrationer, men der er stadig så umanerligt mange ting som Sports Interactive kunne gøre bedre. Især interaktionen med pressen trænger til en gevaldig overhaling, for her oplevede jeg alt for ofte at køre på automatpilot og bare svare det samme som jeg har svaret de sidste mange år.

Sådan er det desværre alt for ofte i Football Manager 2017 - jeg havde konstant en fornemmelse af, at have prøvet det hele før, hvorfor min tid med spillet hidtil primært har handlet om, at gennemgå de samme oplevelser som de seneste par år - jeg henter de bedste unge talenter som jeg har råd til og forsøger at genskabe Aston Villas storhedstid. Den absolut største forskel på årets version og forgængerne har derfor været det faktum, at Aston Villa tragisk nok spiller i Championship fremfor i Premier League, men dette er hverken spillets fortjeneste eller en god ting…

Read more…




Watch Dogs 2 - Anmeldelse

Fri, 18 Nov 2016 14:00:00 +0100

(image)

Vigtig info: Watch Dogs 2 blev lanceret med en massiv bug på PS4, der har gjort det umuligt at teste spillets dynamiske multiplayersystem. Vi opdaterer anmeldelsen, når vi har haft tid til, at dykke ned i denne funktion.

Watch Dogs 2 prøver at være alt hvad forgængeren hverken ønskede eller formåede at være. Hvor det originale Watch Dogs var enormt seriøst og forsøgte at fortælle en gribende historie om hvordan teknologi kan have fatale konsekvenser, er Watch Dogs 2 som at se et afsnit af Mr. Robot på syre. Hvor det originale Watch Dogs bød på kedelige, traditionelle sandkasse-missioner, er Watch Dogs 2 spækket med sjove detaljer, sære missioner og ren og skær morskab. På mange måder minder Watch Dogs 2 om Saints Row 2, det bedste udspil i Volitions fjollede serie, men spillet formåede også at få mig til, at tænke på både Sleeping Dogs og San Andreas - to af de absolut bedste sandkasse-spil gennem tiden.

Men hvor Watch Dogs 2 i momenter kan være fantastisk, kan spillet også føles kikset, ufokuseret og stilforvirret. Watch Dogs 2 er, når det er bedst, et sjovt og velfungerende stealth-baseret actionspil, men når det er værst, er Watch Dogs 2 indbegrebet af et trivielt sandkassespil, hvor især den tomme verden og en række frustrerende gameplay-elementer forstyrrer.

Read more…




HITMAN - Anmeldelse og Interview

Fri, 18 Nov 2016 13:47:00 +0100

(image)

Det var helt tilbage i marts, at første episode af HITMAN udkom, og uden at gentage for meget, så er HITMAN altså en velpoleret udgivelse, der har pustet nyt liv i serien.

Hokkaido hedder sidste episode i denne første sæson. En bane, der foregår på et japansk wellness- og behandlingscenter i flotte fremtidsomgivelser. Her bliver historien vævet sammen på tilfredsstillende manér, og vi får endda lidt af en cliffhanger som afslutning.

HITMAN har været modtaget med mere kærlighed før i tiden, for da IO Interactive annoncerede en episodisk udgivelsesmodel, så varede det ikke længe før de første kritiske røster blev smidt på bordet. Dette galdt både spilmedier såvel som forbrugere. En kritik der mest gik på satsningen i form af episodiske udgivelser, fremfor en samlet pakke fra start.

Read more…




Titanfall 2 - Anmeldelse

Mon, 14 Nov 2016 14:16:00 +0100

(image)

Vi er virkelig nået til det punkt på året, hvor de helt store AAA-titler stikker hovederne frem. Lige netop november er kendt for dette, og med udgivelser som Battlefield, Call of Duty og Titanfall proppet ind i samme måned nærmest, så kan man også roligt konkludere, at vi er nået til FPS-titlernes foretrukne udgivelsesvindue.

I modsætning til CoD og BF, så er Titanfall 2 på lidt af en prøvelse. EA havde - i samarbejde med udviklerne hos Respawn Entertainment - sat det første Titanfall op på lidt af en pedestal, og selvom spillet var ganske udmærket, så blev det vist ikke den kommercielle succes, som de nok havde håbet på. Lidt ærgerligt, men lad os være helt ærlige; den første Titanfall udgivelse var OK, tilpas underholdende, men ikke banebrydende. En udgivelse der druknede iblandt konkurrenterne. Nu er vi så kommet til den evigt svære toer; spillet, der skal viske pladen ren, og løfte sig op på næste niveau.

Så er spørgsmålet nu følgende: Er Titanfall 2 en værdig efterfølger, der forbedrer og fornyer? Det helt korte svar er "ja", spillet er bedre end sin forgænger. Men hvordan ser det ud, når man sætter spillet op imod de konkurrerende titler på markedet?

Read more…




Call of Duty: Infinite Warfare anmeldelse

Wed, 09 Nov 2016 10:30:00 +0100

(image)

Endnu et år, endnu et Call of Duty spil. I år er det Infinity Ward, som står bag udgivelsen. De har valgt at tage en tur ud i rummet med Infinite Warfare. Som sædvanligt er der flere spilmodes i dette års udgave; Singleplayer, Multiplayer og en omgang Retro Zombier, så der er garanti for mange timers underholdning igen.

Singleplayerdelen fortæller historien om menneskeheden i fremtiden. Vi har valgt at bosætte os på andre planeter og bygge store kolonier på gigantiske rumskibe. En stor gruppe af mennesker mener dog, at dette er forkert, så de forsøger at stoppe dette foretagende med vold. De angriber simpelthen alle kolonier og rumstationer som findes, og du, der naturligvis er selvfølgelig helten, finder sig ikke dette, og det er din opgave at lede et angreb mod modstandsbevægelsen. Spillet starter med en vild omgang action: du bliver smidt direkte ind i nogle af de mest hektiske kampe, noget af de vildeste kampe i serien indtil videre. Fordi det hele foregår ude i fremtiden, så er det med hjælp fra futuristiske våben og fartøjer at du skal besejre dine modstandere. Der er masser af våben at vælge imellem, og de fleste af dem er unikke, med egenskaber der er meget forskellige fra de andre våben. Du starter med nogle simple våben, der kan opgraderes igennem spillet. Du vil finde nogle såkaldte våbenrum ombord på dit rumskib, hvor du kan opgradere din våben, og vælge hvilke du vil have med til din næste opgave. Dette gør, at du selv bestemmer, hvordan du vil angribe dine fjender, og giver dig en følelse af at du selv er med til at styre slagets gang.

Spillet fungerer i princippet som alle foregående Call of Duty spil - du gennemfører forskellige lineære missioner for at slå alle dine fjender ihjel. Infinity Ward har dog valgt at ændre en smule på konceptet, de har faktisk fyldt spillet med sidemissioner og andet indhold, som faktisk gør spillet en smule mere åbent og frit. Det er fuldstændig op til spilleren om man vil gennemføre sidemissionerne, eller om man kun vil koncentrere sig om hovedhistorien i spillet. Sidemissionerne giver dig lidt mere baggrundshistorie og muligheden for at låse op for nye ting til din person. Du kan blandt andet låse op for nye egenskaber, så du blandt andet kan reloade hurtigere, skifte dine våben hurtigere, eller få en elektrisk kniv, der er meget nytig i kanp. Når nu spillet foregår i rummet, så er det næsten en selvfølge at du også skal udkæmpe nogle kampe i et lille rumskib, og du er heldigvis ejeren af en lille smuk Jackal. Dette rumskib kan du faktisk også opgradere ved at gennemføre sidemissionerne, du kan få nye våben, bedre skjold og du kan ændre udseendet på din Jackal. Så der er god grund til at gennemføre så mange af disse sidemissioner som muligt, det vil nemlig gøre din gennemspilning en del nemmere senere.

Read more…




Hatsune Miku: Project DIVA X - Anmeldelse

Mon, 07 Nov 2016 14:00:00 +0100

(image)

Jeg er normalt temmelig glad for sære japanske ting. Jeg har spillet et utal af obskure japanske rollespil og har importeret diverse bizarre gadgets fra det herlige land, men selv jeg har en grænse. Den grænse burde nok være nået et godt stykke før jeg stødte på Hatsune Miku, en virtuel sangerinde, der ikke eksisterer i vores fysiske virkelighed, men hvis sangstemme er resultatet af snedig programmering. Hatsune Mikus stemme er skabt med en synthesiser, en såkaldt Vocaloid, der kan producere nogenlunde menneskelignende lyde. Nogenlunde.

Hatsune Miku er på denne måde egentlig et instrument, der kan købes og bruges til at lave musik med, men den virtuelle sangerinde er nu blevet så populær, at der findes et utal af rytmespil og anime- og manga-serier, og det er endda muligt, at gå til koncert med Hatsune Miku. Meget sært - og meget japansk! Der er masser af mere eller mindre - og oftest mindre! - lødigt materiale om Hatsune Miku på nettet, men det er der vist ingen af os, der er interesserede i, at høre mere om. Ellers må du selv google lidt videre. Her skal det i stedet handle om det næsten lødige rytmespil Hatsune Miku: Project DIVA X, der er det tiende udspil i den lange spilserie.

Hatsune Miku: Project DIVA X er seriens første udspil på Playstation 4, men grundet den simple grafik, er opgraderingen ikke specielt åbenlys, omend DIVA X er klart det flotteste og især mest flydende udspil i serien. Samtidig er spillets kernegameplay bibeholdt fra forgængeren Diva F, hvilket overordnet set er en god ting, da DIVA F var et overraskende underholdende og velfungerende rytmespil. Grundlæggende handler DIVA X om, at trykke på controllerens knapper på det rigtige tidspunkt, samtidig med, at man drejer analogpinden i den rigtige retning.

Read more…




PlayStation VR anmeldelse

Thu, 03 Nov 2016 09:00:00 +0100

(image)

Er du interesseret i at lægge de knap 3.800 kroner på disken, det kræver at få en PlayStation VR-brille med hjem, men lige mangler den sidste overtalelse? Følg med, vi giver dig vores første indtryk af både hardwaren og softwaren, så du er bedre i stand til at træffe beslutningen.

Hardwaren og opsætning

Det første, der slog mig ved PlayStation VR, var Sonys forsøg på at gøre opsætningen af det hele relativt idiotsikker. Opsætningsmanualen er lavet med store venlige diagrammer, der med numre og meget enkle tegninger guider dig igennem opsætningen. Det er som sammensmeltningen mellem en IKEA-brugsanvisning, og instruktionerne til et sæt Duplo-klodser. Der er dog en pæn mængde ekstra kabler, der skal tages højde for. Brillerne kobles til en boks, der både skal kobles til TV, strømstik og PlayStation. Tilsæt dernæst PlayStation 4 Camera, der ikke følger med brillen men er obligatorisk, og du har en regulær ormegård, der slynger sig både foran og bagved dit TV. Desuden tager det godt på PlayStation 4s lager af USB-porte, og jeg er begyndt at se mig panisk om efter flere USB-porte til eksempelvis Disney Infinity-portaler og opladning af controllere. Især hvis du vil bruge PSVR som tilsigtet, med hele to Move-controllere, der også skal oplades. Disse følger i øvrigt ikke med, og vil derfor sætte prisen for det endelige sæt op.

Read more…




Rise of The Tomb Raider: 20 Year Celebration Edition - Anmeldelse

Tue, 01 Nov 2016 20:30:00 +0100

(image)

For et år siden udkom Rise of the Tomb Raider på Xbox One og Xbox 360, og lidt senere udkom det også på PC, men på grund af en eller anden aftale, måtte PlayStation 4-ejere vente et helt år før de kunne spille Lara Croft's nyeste eventyr på deres konsol. For at fejre dette, har Square Enix udgivet spillet som en speciel 20 års jubilæums udgave, en udgave som indeholder alt det DLC der allerede er udkommet, plus en omgang nye eksklusive spil modes. Hov, skrev jeg virkelig 20 år? Jeg husker første gang, jeg stiftede bekendtskab med Lara på PlayStation 1, som om det var i går. Det gik faktisk lige op for mig, at jeg er mere end dobbelt så gammel som spillene om den smukke skattejæger. Det næste spil i serien kunne sagtens handle om jagten på min ungdom, det værste er faktisk at Lara bliver yngre og smukkere med hver eneste udgave af spillet, mens jeg ... ok, nu skal det her ikke handle om mig, lad os bare konstantere, at jeg er gammel.

Lara Croft fik en reboot i 2013, hvor serien blev opdateret til den moderne spilalder. Allerede der skiftede Lara sine hoppe- og klatre-egenskaber ud med nogle morderiske tendenser. Rise of the Tomb Raider fortsætter på akkurat samme måde. Udviklerne har dog givet heltinden flere egenskaber, så hun bedre kan overleve i den barske verden, hun udforsker. Spillet handler om Laras søgen efter en sagnomspunden genstand, som eftersigende kan skænke evigt liv, men hun er ikke den første som leder efter dette artefakt. Hendes far brugte faktisk de sidste mange år af hans liv på at finde det. Faderen mistede anseelse og sit liv pga. denne jagt, og Lara er nu fuldt opsat på at rense faderens omdømme. Derfor vil hun bevise, at genstanden findes. Det bliver en sindsyg jagt igennem sneklædte bjerge og varme ørkener. Hun er selvfølgelig ikke den eneste som kender til sagnet om denne genstand, så hun vil møde en del modstand på vejen.

Frøken Croft er blevet en sej ung kvinde, som kan klare sig selv i de vildeste situationer. Her er ikke plads til tårer, når hun dræber et dyr eller en fjende, nu gælder det overlevelse for enhver pris. 2013 udgaven indeholdt allerede en del muligheder for at opgradere Laras evner og våben. Det krævede, at man samlede ressourcer, som kunne bruges til dette formål. Rise bygger videre på samme princip: Der skal skydes dyr og samles træer og planter, for at opgradere hendes våben. Til alt held er alle områder fulde af både dyr og planter, så der er rig mulighed for at forbedre sine våben og egenskaber, inden man når slutningen i dette eventyr. Samtidig ligger der skatte og genstande gemt over det hele, ting som forbedrer Laras kundskaber på den ene eller anden måde. Det hele blev faktisk en smule for meget for mig, da jeg åbenbart lider af en eller form for samler OCD, hvor jeg simpelthen ikke kan gå forbi et område i spillet, uden at lede i hver eneste afkrog efter disse skatte og redskaber. Rise of the Tomb Raider har for mit vedkommende taget et skridt for langt i Crafting-delen, man skal hele tide lede efter genstande og samle ressourcer, og man glemmer fuldstændig historien, og hvad spillet i grunden går ud på. Jeg rendte bare rundt som en hovedløs høne, og ledte efter fjer og grene, som jeg kunne bruge til at opgradere mine pile med.

Read more…




Dragon Quest Builders - Anmeldelse

Mon, 31 Oct 2016 16:30:00 +0100

(image)

Dragon Quest Builders er ikke blot inspireret af Minecraft - spillet er nærmest en direkte japansk fortolkning af det ultrapopulære byggespil. Men hvis der er to ting jeg elsker, så er det Dragon Quest og Minecraft. Derfor lød en kombination af de bedste elementer fra den japanske rollespilsgenre og Minecrafts nærmest uudtømmelige kreativitet umanerligt tillokkende. Resultatet er absolut også værd at bruge tid på, for Dragon Quest Builders er et formidabelt spil, der dog tynges af de japanske udvikleres manglende forståelse af, hvad der har gjort Minecraft så populært.

Fortælleteknisk tager Dragon Quest Builders sit udgangspunkt i noget så sært som seriens allerførste udgivelse, der udkom tilbage i 1986. Originalspillets alternative slutning så helten indgå en alliance med den onde Dragonlord, der dog snød helten og efterlod verden i kaos. I Dragon Quest Builders vågner vores nye helt op til en verden domineret af monstre og hvor de få indbyggere har glemt hvordan man konstruerer ting. Helten er således den eneste, der kan bygge ting, hvilket fører til megen morskab hver gang verdenens indbyggere forbløffes af heltens evne til, at kombinere de mest simple ingredienser til basale våben og andre konstruktioner.

Spillets grundlæggende struktur går ud på, at konstruere en by fra bunden, ved at bygge huse, senge, fakler og andre essentielle fornødenheder for indbyggerne, der langsomt bliver tiltrukket til den spirende landsby. På denne måde bygger man faktisk en lille by, der er som taget ud af den japanske rollespilsgenre og undervejs serverer de forskellige indbyggere missioner til spilleren. De enkelte missioner udvikler langsomt byen og dermed løser Dragon Quest Builders let og elegant en af Minecrafts allerstørste udfordringer - manglen på progression. I Builders har man konstant følelsen af, at udrette noget og komme videre i spillet.

Read more…




Battlefield 1 anmeldelse

Thu, 27 Oct 2016 09:25:00 +0200

(image)

Originaltekst: Andréas Göransson. Oversættelse: Asmus Neergaard

Den store slag i efterårets store spilkrig udspiller sig mellem to meget forskellige lejre - Call of Duty med sin rumkrig, og Battlefield, der er draget til Første Verdenskrig. Allerede i sommer, da trailerne fra de respektive spil blev vist, var flere mere interesseret i DICEs historiske spil end Call of Duty: Infinite Warfare, der blev afvist af spillerne.

Nu er efteråret 2016 her, og kampen kan for alvor gå i gang. Call of Duty: Infinite Warfare er endnu Ikke blevet frigivet, men det er Battlefield 1. Og det er en krigshistorie der er værd at berette om. DICE har gjort et fremragende stykke arbejde med at portrættere krigen, der med diesel, damp og stål ændrede verden, præcis som spillets introduktion fortæller.

Read more…




Rez Infinite anmeldelse

Sat, 22 Oct 2016 11:00:00 +0200

(image)

Der er nogle visuelle effekter fra film og spil, som jeg formentlig vil huske i rigtig lang tid. Første gang Daniel Jackson rejser gennem en Stargate i filmen af samme navn. Da David Bowman rejser gennem Monoliten i Rumrejse 2012. Da man første gang besøger Shivering Isles i udvidelsen til The Elder Scrolls IV: Oblivion (I ved, værelset der bliver opløst til sommerfugle). Og så er der et spil, der ikke kun havde et øjeblik, men som helhed brændte sig ind i min visuelle cortex. Spillet var, og er stadig, Rez fra Sega og designeren Tetsuya Mizuguchi. Og kombineret med PlayStation VR har spillet aldrig været bedre.

Spillet udkom for første gang tilbage på Dreamcast og PlayStation 2 i 2001, og her, femten år senere, er spillet tilbage med undertitlen Infinite. Mizuguchi, der ellers havde levet noget tilbagetrukket fra spilbranchen, har altid været glad for at skubbe til de faste rammer, og Virtual Reality appellerede til ham, nok til at han endnu engang stod for udviklingen af Infinite. Og på overfladen er alt ved det samme.

Spillerfiguren svæver gennem et digitalt landskab af vibrerende wireframes, pulserende 3D-modeller, neonfarvede skriftttegn og geometriske former, alt imens et dunkende technobeat fører dig længere og længere ind i en digital verden. Fjender af forskellig art kommer svævende og nedlægges ved at føre sigtekornet over dem og holde skydeknappen nede. Herefter skydes de ned, naturligvis i en rytme der passer til musikken. Og det er vitterligt musikken, der er hovedpersonen i Rez, mere end både spillerfiguren og trådkorset, der repræsenterer sigtekornet, er det.

Read more…




Forza Horizon 3 - Anmeldelse

Wed, 19 Oct 2016 14:30:00 +0200

(image)

I en verden hvor alle spil er sandkasser, kan man hurtigt blive træt af kedelige sidemissioner, triste omgivelser og gentagelse efter gentagelse af de samme simple gameplaymekanismer. Men sandkassen bliver altså bare lige en tand sjovere, når man får lov til, at tonse rundt i sandet i en fuldfed Jaguar, og når sandet helt erstattes af en imponerende velrealiseret udgave af Australiens legendariske kystlinje.

Det er forunderligt hvor sjovt Forza Horizon 3 egentlig er. Der er noget nærmest primitivt over spillets umiddelbare evne til at underholde og ofte tonsede jeg bare rundt i fede biler, indkasserede masser af penge og klarede sjove udfordringer - helt uden at tænke videre over hvorfor jeg egentlig spillede eller hvad mit mål var. Forza Horizon 3 er bare et umådelig velkonstrueret spil, der på mange måder gør for sandkasse-bilspil hvad The Witcher 3 gjorde for sandkasse-rollespil. De mange forskellige aktiviteter i Horizon 3 formår nemlig både at være dynamisk integreret i verden, samtidig med, at de hver især føles meningsfulde og fremmende for spillerens progression.

Det kan derfor også godt være en smule frustrerende at være på vej mod det næste store missionsmål, for på vejen at blive distraheret af et utal af spændende aktiviteter, men det er vist det, man kalder et luksusproblem. Horizon 3 formår i endnu højere grad end sine forgængere, at kombinere en række spændende løb med en velfungerende åben verden, der føles levende at køre rundt i. Progressionen er nu bygget op omkring en serie af festivaller, som man langsomt opgraderer og derved låser op for nye aktiviteter og løb i de forskellige regioner. Undervejs skal man hele tiden sørge for, at brande sig selv, så man stiger i popularitet og indflydelse og selvom det fremstår en smule usmageligt, fungerer systemet fint som supplement til den mere klassiske XP-progression.

Read more…




F1 2016 anmeldelse

Wed, 19 Oct 2016 10:05:00 +0200

(image)

Jeg har altid været stor fan af Formel 1-sporten. Allerede som lille knægt fulgte jeg med hver eneste weekend. Michael Schumacher og Sebastian Vettel gjorde dog sporten kedelig for mig. Deres dominans og attitude resulterede i, at jeg slukkede for Formel 1 i mange år. De sidste 3-4 år er jeg dog kommet tilbage: Det er måske stadig domineret af enkelte kørere og biler, der er bare et eller andet ved sporten i dag som tiltaler mig igen. Lidt på samme måde har jeg det med Formel 1-spil. Jeg startede med Geoff Crammonds fantastiske Formula One Grand Prix på min Amiga 500. Weekend efter weekend sad mig og min lillebror, og forsøgte at genskabe de løb vi så på TV. Spillet var en perfekt simulation af datidens Formel 1-cirkus. Både sporten og spillene har ændret sig markant igennem de sidste 24 år. Codemasters har i en række år forsøgt at formidle sporten på konsol og PC. De sidste par udgaver har dog skuffet en smule, specielt sidste års udgave fik en del kritik af spillere. F1 2016 ser dog ud til at have lært en smule af kritikken, det her er nemlig et mere komplet spil.

F1 2016 indeholder flere forskellige spil-modes. Du kan køre online ræs mod andre, og endda lave dine egne turneringer, hvor du kan køre online mod ligesindede Formel 1 spillere. Der er masser af indstillinger, man kan justere, så du på den måde kan finde de perfekte modstandere. Du kan også vælge at køre den fulde 2016-sæson. Her vælger du hvilken kører du gerne vil blive verdensmester med, hvorefter du kører akkurat de samme løb som virkelighedens Formel 1-kørere. Der er også mulighed for at lave sine egne små løb, hvor du kan vælge alt fra bane til tidspunkt på dagen. På den måde kan du f.eks. køre et natløb på Monza-banen, eller prøve den nye vanvittig hurtige Baku-bane. Vigtigst af alt så har Codemasters genindført en karrieredel. Det er hér, spillet bliver rigtig sjovt, og her man som spiller vil bruge mest tid.

I karrieredelen vælger du først din kører: du kan navngive ham, vælge avatar, tøj og hjelmfarve. Herefter skal du vælge, hvilket hold du vil køre for. Du kan vælge et af de førende hold såsom Mercedes eller Ferrari, men du kan også køre for et middelklassehold som f.eks. McLaren eller Williams, eller du kan vælge at kæmpe for de mindre hold såsom Renault og Manor. Der er forskellige krav til dig som, kører alt efter hvilket hold du vælger: Mercedes forlanger f.eks. at du vinder en sæson, mens hold som Renault kræver at du ender midt i feltet ved årets afslutning. Så det er vigtigt, at du vælger et hold, hvor du mener du kan opfylde deres krav, ellers er der en fyreseddel klar i løbet af sæsonen. Dit hold vil hele tiden vurdere dig, mens du kører for dem, så det gælder om at præstere ved hver eneste løb. Kører du godt, kan det være, at et af de store hold forsøger at hverve dig som kører til deres hold.

Read more…




Mafia III - Anmeldelse

Tue, 18 Oct 2016 15:00:00 +0200

(image)

Mafia III vil så meget, lykkes med en del, men tynges voldsomt ned af genrekonventioner, der forvandler en potentielt magisk spiloplevelse, til en ofte frustrerende og kedsommelig affære. Spillet forsøger at kombinere en forrygende historie, et fantastisk soundtrack og en spændende visualisering af Louisiana i 60'erne og mens denne blanding er forrygende vellykket, er det de klassiske sandkasse-elementer, der ødelægger helhedsoplevelsen. Der er simpelthen for mange dårlige missioner og for meget ligegyldigt indhold, som trækker Mafia III længere ned end spillet egentlig fortjener.

Mafia III følger hovedpersonen Lincoln Clay, der spiller en central rolle i en afro-amerikansk mafiaorganisation. Historien udspiller sig i 1968 efter Lincolns hjemkomst fra Vietnam, hvor han vikles ind i et et komplekst og elementært spændende hævnplot. Undervejs lærer man en lang række personer at kende og spillets umanerligt velskrevne dialog og det ofte fremragende stemmeskuespil gør, at man føler en tæt forbindelse til både karakterer og selve verdenen. Dette understøttes glimrende at et snedigt fortælleteknisk greb, hvor dele af historien fortælles via en moderne dokumentarfilm, hvor de aldrende karakterer perspektiverer fortællingen. Mafia III forsøger at fortælle en af årets mest ambitiøse spilhistorier, hvor især et særdeles relevant fokus på racisme spiller en væsentlig rolle og isoleret fra spillets gameplay, er fortællingen utrolig succesfuld.

Som spil er Mafia III desværre et temmelig klassisk sandkassespil, hvilket groft kan oversættes til repetetivt og halvkedeligt. De fleste missioner består af missioner til fods og i forskellige køretøjer, men alt for sjældent står missionerne ud som opfindsomme eller nyskabende. Det meste af tiden går man enten i dækning og skyder de mange fjender, sniger sig op bag fjenderne eller forsøger at slippe væk fra sine forbrydelser i en af de forskellige forholdsvis velkørende biler. Det hele føles helt som man forventer at et funktionelt velfungerende sandkassespil skal gøre, men spændende er det desværre kun alt for sjældent. Særlig slem er fjendernes decideret tumpede kunstige intelligens, der gør de fleste kampe til halvfjollede og uinspirerede oplevelser.

Read more…




Gears of War 4 - Anmeldelse

Tue, 18 Oct 2016 08:28:00 +0200

(image)

Gears of War gjorde sin entré på Xbox 360 med storstilede kampagner, en masse hype og løftet om action-packed gaming med "larger than life" fjender og våben. Løfterne om de vilde monstre blev indfriet, og selvom arsenalet ikke var så omfattende, så var hvert skud fyldt med power. Hovedpersonen var den ultramaskuline Marcus Fenix, der med sin fesne soulpatch og kiksede bandana, formåede at styre en gruppe elite-soldater ind i en krig mod rumvæserne på tværs af tre forskellige udgivelser.

Nu er vi så nået til fjerde udspil i Gears of War serien, og Marcus Fenix spiller stadig en rolle - omend den er noget mindre end før. Det er nemlig sønnen, J.D. Fenix og hans to venner, Del og Kait, der er hovedpersonerne i denne omgang. Det giver en mere interessant dynamik med et figurgalleri der faktisk føles menneskelige.

For lige at opsummere på historien i korte træk, så foregår Gears of War 4 altså 25 år efter menneskehedens sejr over Locust-hæren. To af hovedpersonerne, J.D og Del, har været en del af COG, men valgte dog at hoppe fra. De bor i en lille landsby, og i forsøget på at stjæle noget high-tech stads sammen med Kait og hendes onkel, bliver de alle rodet ind i hvad man sagtens kan kalde for "lidt af en suppedas". Det involverer både øverste leder af menneskeheden, og en ny trussel fra rummet der går under navnet "The Swarm".

Read more…




Call of Duty: Modern Warfare Remastered singleplayer anmeldelse

Wed, 12 Oct 2016 11:00:00 +0200

(image)

Da jeg købte min Playstation 3 i 2007, da var Call of Duty 4:Modern Warfare et af de allerførste spil jeg prøvede kræfter med. Det var mit første Call of Duty spil og det første online spil jeg fordybede mig i, jeg var blæst væk og kunne i lang tid ikke spille andre spil. Det var skam ikke kun multiplayer delen som begejstrede mig dengang, singleplayer delen var også en stor oplevelse, Infinity Ward leverede en solid historie fortalt på en brilliant måde. Det er snart 9 år siden, og mange udgaver af Call of Duty er kommet og gået, men et eller andet sted så er det Modern Warfare, som toner frem på min nethinde når jeg hører ordene Call of Duty.

Det er Raven Software, med lidt hjælp fra Infinity Ward, som har genskabt spillet i en såkaldt Remaster udgave. Men her må jeg være bundærlig og sige, det her spil skal ikke kaldes for en Remaster, der er simpelthen lagt så meget arbejde i projektet, at de hellere burde kalde det for et Remake. Raven har ikke kun øget opløsningen på spillet, de har faktisk indspillet nye lydspor, lavet nye modeller til figurerne og meget andet, hvilket gør at spilleren sidder tilbage med følelsen af at spille et helt nyt spil. Jeg var ihvertfald imponeret over de nye lys effekter og teksturer i den her udgave, selv om jeg mente jeg kunne huske det originale spil meget godt, så forvirrede de nye grafiske forbedringer mig en gang imellem så meget, at jeg troede jeg spillede et nyt spil.

Historien i spillet er den typiske: en ond skurk truer med at dræbe en masse folk, og det er din opgave at stoppe ham, der var ikke meget nyt i sådan en type historie i 2007 så det er der heller ikke i 2016. Det var måden, som historien blev fortalt på, som gjorde spillet unikt. Du spiller nemlig ikke kun som en person, men skifter hele tiden imellem flere forskellige personer. I 2016 lyder dette som hverdagskost i et spil, men i 2007 var det altså noget nyt og banebrydende. Samtidig tog spillet fat i nogle hårde facts, som hører med til en krig. Jeg vil ikke spoile historien, for dem som ikke har spillet det før, blot fortælle at nogle af scenerne er blevet endnu mere medrivende og tankevækkende efter den grafiske opgradering.

Read more…




Destiny: Rise of Iron work-in-progress anmeldelse

Sat, 08 Oct 2016 17:38:00 +0200

(image)

Få spiludgivelser har skabt så megen debat som Bungies stort opslåede pseudo-MMO-shooter Destiny. Ved spillets udgivelse var de fleste enige om, at spillet manglede indhold, men en stor gruppe stædige spillere kæmpede videre og grindede sig vej gennem spillets få missioner. Men hvorfor gjorde de egentlig det, når nu selvsamme spillere konstant klagede over det manglende indhold? Det gjorde de, fordi Destiny på mange måder er den perfekte blanding af velfungerende konsolaction og destilleret MMO-glæde. Destiny lader tålmodige spillere opleve nogle af de store sociale øjeblikke man normalt kun oplever i MMO-genren, men for en brøkdel af den krævede tid og indsats.

Efter to middelmådige og relativt små udgivelser, så The Taken King i efteråret 2015 dagens lys og var for mange, undertegnede inklusiv, et vendepunkt for Destiny. Pludselig var spillet fyldt med fremragende indhold, i form af en virkelig solid kampagne, et ekstra raid og en række spændende og vanskelige udfordringer for de særligt dedikerede spillere. For nye spillere, der købte opsamlingspakken med samtlige udvidelser, virkede Destiny pludselig som et enormt bekendtskab, med masser af missioner, våben og sociale oplevelser. Siden da, har Bungie smidt et par små opdateringer på gaden, men de sidste par måneder har været hårde at komme igennem for de trofaste fans. Heldigvis har Bungie med Rise of Iron endelig givet spillerne endnu en grund til, at vende tilbage til den fantastiske verden igen, også selvom udvidelsen kvalitetsmæssigt ikke kommer i nærheden af The Taken King.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at Rise of Iron er en markant mindre udvidelse end The Taken King. Jeg spillede gennem udvidelsens kampagne på et godt stykke under to timer og det var først den sidste mission, der reelt set føltes helstøbt og relateret til udvidelsens svage historie. Historien er samtidig håbløst fortalt gennem klassisk Destiny-ævl, uforståelige mellemsekvenser og fragmenteret dialog. Efter at Bungie endelig var ved at ramme en fornuftig fortællemæssig teknik med The Taken King, er Rise of Iron et stort tilbageskridt, der samtidig lidt for ofte føles som dårlig fanfiction. Dog gælder dette primært spillets korte kampagne, for flere af de efterfølgende missioner byder faktisk på nogle både interessante og sågar rørende øjeblikke.

Read more…




Razer Naga Hex V2 - Anmeldelse

Wed, 05 Oct 2016 11:30:00 +0200

(image)

Er du typen, der ikke kan få knapper nok på din mus? I så fald ringer der nok en klokke, når du læser navnet 'Naga'. Razers MMO-mus har længe stået som et oplagt valg for folk med makrotendenser og hang til spil, hvor multitasking er i centrum. Den nye Naga Hex V2 er dog, ligesom den oprindelige Hex, designet til MOBA-spillerne, hvor 12 knapper måske er for meget af det gode.

Design og features

Hex V2 er derfor udstyret med 7 knapper, der som tal på en urskive, er placeret rundt om en cirkulær tommelfinger-støtte i skridsikker gummi. Hvorfor der lige er syv knapper - og ikke seks som titlen 'Hex' ellers ville lægge op til - vides ikke, men det er heller ikke super essentielt i praksis.

Read more…




FIFA 17 - Anmeldelse

Wed, 28 Sep 2016 10:58:00 +0200

(image)

Så er vi nået til september. Måneden hvor efteråret for alvor sætter ind, vejret bliver koldere, og FIFA selvfølgelig rammer hylderne. En glædelig tid for os fodboldelskere - især fordi vi nu har en undskyldning for, at man bare kan slappe af på sofaen og nyde lidt virtuel fodbold.

Sidste års FIFA var en ganske fin affære, og en af de mere polerede udgivelser i serien. Jeg mindes endda at have udtalt, at sidste års udgivelse i serien var det bedste FIFA i flere år. Tempoet var skruet en smule ned, således at man måtte tænke sig om, og ikke bare banke afsted i lige linje. Grafikken fik en overhaling, spillet føltes friskt, men nye tiltag var ikke lige nemme at finde. Sidstnævnte har længe været et kritikpunkt i serien, da man ikke altid føler, at årets udgivelse byder på nok nyt for at retfærdiggøre en fuldpris-udgivelse. Dette er dog ikke tilfældet i FIFA 17, da vi i år har fået et af seriens aller bedste udgivelser nogensinde - og FIFA 16 når det knapt nok til sokkeholderne.

Der er ikke mange der ved det, men EA Sports opererer ofte på en tre-års plan, hvor man hvert år lancerer tiltag som led af en større idé. Meningen med den form for planlægning er, at man ikke kan nå at implementere alle de fede idéer på ét år, og derfor må planlægge lidt fremad. Det er netop også derfor, at vi i FIFA 17 har fået så meget nyt i forhold til de sidste par år, og forgængerne i 16, 15 og endda 14, har lagt fundamentet for dette års udgivelse.

Read more…




MSI GeForce GTX 1070 Gaming X - Anmeldelse

Tue, 27 Sep 2016 09:00:00 +0200

(image)

Nvidias GTX 1070 - værende mellembarnet i Pascal-familien - er ligesom tidligere X70-modeller en attraktiv størrelse, der for mange befinder sig i det i det optimale pris-til-performance leje. MSI's Gaming X 8G variant gør dette argument endnu mere relevant med opgraderede kvalitetskomponenter, der bl.a. tæller blæser og kølelegemer samt en gedigent overclock, der skruer gevaldigt op for kortets gaming-potentiale. Til omkring 2/3 af hvad det koster at anskaffe sig et GTX 1080, er der masser af hestekræfter at hente, til en mere medgørlig pris, som lang flere kan - og har lyst til - at være med på.

Design og features

Den fysiske præsentation er identisk med MSI's GTX 1080 Gaming X og begge gør brug af det kendte farveskema i sort og rød. MSI har implementeret deres nye TwinFrozr VI køler til at håndtere det kraftige overclock dette kort har over Nvidias standardkonfiguration. Base Clock frekvensen hedder henholdsvis 1607 MHz, 1582 MHz eller 1506 MHz, alt efter om du vælger at opererer i OC, gaming eller silent mode. Boost clocken for samme niveauer hedder 1797 MHz, 1771 Mhz og 1683 MHz

Read more…




Pro Evolution Soccer 2017 - Anmeldelse

Tue, 20 Sep 2016 15:48:00 +0200

(image)

År efter år udkæmper verdens to største fodboldspil en drabelig duel på den digitale grønsvær. Nogle sværger til det ultrapopulære Fifa, mens andre fnyser hånligt af fodboldspillets version af leverpostej og i stedet sætter tænderne i en japansk delikatesse. Pro Evolution Soccer har de sidste par år domineret spillet på banen og har cementeret sig som det kvalitativt bedste fodboldspil på markedet. Nok har Fifa masser af licenser - og i år en skør rollespils-inspireret historiedel - men Pro Evolution Soccer har boldføling, et vidunderligt fysiksystem og elementært spændende kampe. Hvert år er mit spørgsmål dog det samme - byder årets udgave på revolutioner eller iterationer?

Svaret er, at 2016 står i det iterative tegn, hvilket betyder, at Pro Evolution Soccer 2017 er en finpudsning af de sidste års magiske udgivelser. Dette gør det for udefrakommende svært at se, hvorfor man egentlig bør investere i årets udgivelse hvis man ejer 2016-versionen, men summen af de mange små ændringer, gør alligevel en stor forskel. Pro Evolution Soccer har aldrig været bedre end årets udgivelse - og det siger ikke så lidt!

I år er spillet på banen en smule langsommere og da dette kombineres med et noget større fokus på forsvarsspillet og især en opgradering af computermodstanderens forsvarsevner, fandt jeg det i starten vanskeligt at skabe chancer på spillets højeste sværhedsgrad. Efter at have spillet et utal af kampe, er det tydeligt, at man skal arbejde hårdere for at skabe chancer i Pro Evolution Soccer 2017, hvilket måske vil føles irriterende for dem, der foretrækker en mere arkadeorienteret tilgang til sporten. Personligt foretrækker jeg dog det mere metodiske gameplay, hvor man virkelig skal tænke strategisk for at få succes. Ændringerne gør også, at der er langt større forskel på langsomme og hurtige spillere - kun spillets allerhurtigste spillere kan i år slippe afsted med de samme raids som gennemsnitlige spillere ofte kunne sidste år, men disse spillere har typisk andre svagheder, der balancerer oplevelsen fint.

Read more…




Phoenix Wright: Ace Attorney - Spirit of Justice - Anmeldelse

Mon, 19 Sep 2016 16:00:00 +0200

(image)

Jeg forstår godt, hvis du har svært ved, at elske Phoenix Wright-serien lige så meget som jeg gør. Jeg forstår godt, hvis du fnyser hånligt af din aflagte 3DS, der ikke har set megen brug siden du var besat af, at fange Pokémon, dengang ordet Pokémon ikke ledte tankerne hen mod børn, der falder i springvand, finder lig og dræner batteriet på deres smartphones hurtigere end de kan nå at plugge deres rædselsfulde ekstra-ladere i. Intet menneske bør lade sin smartphone op flere gange om dagen… Er det virkelig en sådan verden vi ønsker at leve i? Nå, hvor var jeg - nå ja, du fnyser hånligt af din aflagte 3DS… Men måske er det tid til at støve maskinen af, for verdens absolut bedste advokat-simulator - ikke at der er mange at vælge imellem - er tilbage! Phoenix Wright: Ace Attorney - Spirit of Justice er nogenlunde lige så fantastisk som du regner med det er - for spillet et et ultra-klassisk udspil i serien om forsvarsadvokaten og hans hold af mere eller mindre sære venner.

Phoenix Wright-serien har altid været noget nær det tætteste jeg kommer på, at elske anime. Serien er japansk fjolleri når det er allerbedst og selvom der grundlæggende er en virkelig stærk fortælling som underlag for alle de sjove episoder man i løbet af spilserien kommer ud for, er det netop humoren og de sjove karakterer, der er seriens helt store styrke. Nyeste udgivelse, Spirit of Justice, der er seriens sjette hovedudgivelse, tager fat på en række interessante temaer som religiøs fanatisme, hvilket til tider giver spillet en lettere dyster undertone, men heldigvis er der aldrig langt til næste joke. Historien er dog overordnet virkelig god. Denne gang er Phoenix Wright rejst til det ultrareligiøse land Khura'in, mens hans venner Apollo Justice og Athena håndterer kontoret derhjemme. Dette gør, at ca. halvdelen af spillet foregår i Khura'in hos Phoenix Wright og halvdelen hjemme hos Apollo og Athena og det er en fin blanding af nyt og gammelt.

Selve gameplayet er der grundlæggende ikke skruet ret meget på. Phoenix Wright-serien er først og fremmest en visuel novelle, hvor man fra tid til anden skal løse en gåde eller finde et særligt bevis man kan bruge i retssagen. Efterhånden har serien dog koblet en del forskellige systemer på de mange retssager og en af de tilbagevendende funktioner, er Athenas evne til, at læse vidnernes følelsesmæssige tilstand. Spillets nok væsentligste nye tilføjelse, er de mange såkaldte “Divination Seances”. I Khura'in er retssystemet nemlig en anelse anderledes sammensat end Phoenix er vant til, idet dommeren primært forholder sig til religiøse ritualer, der efter sigende skulle kunne vise den skyldiges handlinger. Derfor må Phoenix Wright finde fejl og mangler i ritualerne, så de anklagede kan få en fair rettergang. I spillets første retssag bruges det nye system ikke til noget specielt interessant og føles egentlig bare som mere af det samme, men senere i spillet åbner ritualerne op for nogle ret spændende muligheder og nye tilgange til retssagerne.

Read more…




Deus Ex: Mankind Divided - Anmeldelse

Tue, 30 Aug 2016 13:49:00 +0200

(image)

Der er noget dejlig velkendt ved at træde ind i det detaljerede univers som Deus Ex: Mankind Divided skaber. En følelse af, at få lov til at lege med valg og konsekvenser i en åben verden, uden at være tynget af verdenens størrelse. Rollespil som The Witcher 3 og Skyrim, kan ofte være overvældende oplevelser, der tager flere hundrede timer at komme igennem og hvor det ofte kan tage lang tid, at få overblik over verdenens omfang. Ligesom sin forgænger, Deus Ex: Human Revolution, forsøger Mankind Divided at komprimere rollespilsoplevelsen ned til en begrænset, men detaljeret verden, hvor spillerens valg former den verden man befinder sig i og den historie man oplever. Heldigvis ligner Mankind Divided også sin forgænger på et andet helt centralt punkt - begge spil er nemlig virkelig underholdende sandkassespil, der kombinerer de bedste elementer fra rollespils-, stealth-, og action-genren.

Mankind Divided ligner grundlæggende sin forgænger så meget i både plot og gameplay, at det nærmest udelukkende er de visuelle forbedringer, som afslører at der er tale om et nyt udspil i den hæderkronede Deus Ex-serie. Det er der som sådan ikke noget galt i, især ikke når Human Revolution var et fremragende spil, men da efterfølgeren derfor er en velkendt størrelse, har spillet ikke helt samme overraskelsesmoment. Mankind Divided tager fat hvor forgængeren slutter og vores helt, menneske-maskine-hybriden Adam Jensen, arbejder nu for en taskforce under Interpol, men spionerer samtidig på denne for en mystisk organisation kaldet The Juggernaut Collective. Det hele handler selvfølgelig om illuminati og andre mere eller mindre fjollede konspirationsteorier, men fokus er på interaktionen mellem augmenterede og ikke-augmenterede mennesker som følge af de brutale hændelser, der fandt sted i slutningen af sidste spil.

Mankind Divided forsøger med sit fokus at sige en masse om racisme og racesegregering, men man opdager hurtigt, at der blot er tale om overfladepynt på en ellers ret traditionel og lettere kedsommelig fortælling, som desværre ikke rigtig gør brug af sit interessante udgangspunkt. Fortællingen er ikke dårlig og de forskellige stemmeskuespillere er solide, men der gemmer sig et langt bedre og mere interessant koncept under den standardiserede plotstruktur. Det er ærgerligt at Mankind Divided ikke har mere at sige, men heldigvis er spillets miljøer stadig fyldt med små, interessante fortællinger som spilleren kan vælge at udforske gennem hackede computere eller e-bøger.

Read more…




Microsoft Elite Wireless Controller - Anmeldelse

Wed, 24 Aug 2016 11:00:00 +0200

(image)

Ved første øjekast kan Microsofts 950 kroner dyre Elite controller virke som blot værende en kosmetisk opgradering fra det oprindelige gamepad til Xbox One. Men kigger man nærmere, vil man blive præsenteret for en suite af funktionelle og ergonomiske tweaks, der skal gøre denne controller til den kompetitive gamers fortrukne valg. Elite controlleren er designet til Xbox One og PC, hvor den hos sidstnævnte dog kræver en separat købt Xbox One Controller Wireless Adapter.

Design og features

Man skal ikke have controlleren i hånden længe, før man mærker, at Microsoft har lagt et stort fokus på komfort og der er som resultat ikke en finger at sætte på ergonomien. De to vinger, hvor man har sine håndflader placeret, er blevet belagt med nubret skridsikkert gummi og controlleren er også betydeligt tungere en standardudgaven (348 gram vs 280 gram). På forsiden af controlleren er der tre magnetisk udskiftelige elementer - d-padded og de to thumbsticks.

Read more…




No Man's Sky anmeldelse

Tue, 23 Aug 2016 09:00:00 +0200

(image)

Efter at have spillet Joe Danger 1 og 2 på mine PlayStation-maskiner, så havde jeg sat Hello Games i bås som en udvikler af korte spiloplevelser med meget lidt dybde og indhold. Så det kom som noget af en overraskelse, da jeg hørte om deres planer for No Man's Sky; et rumspil med uendelige muligheder og masser af dybde. Efter lidt over en uge i selskab med spillet på min Playstation 4, er jeg endelig klar til at sætte nogle ord på mine oplevelser med No Man's Sky. Det er dog ikke specielt nemt at sætte ord på spillet, selv efter en uge i det mystiske univers, hvor jeg har rejst igennem mindst 30 forskellige solsystemmer for at nå frem til min PC. Jeg kunne nemt beskrive spillet med en Star Trek-agtig historie, hvor jeg fortæller om mig og min færd igennem galaksen. Jeg vil dog spare jer for denne ydmygelse, og i stedet fortælle om spillet som en Star Wars-historie. Nej seriøst, jeg skal nok gå igang med anmeldelsen nu.

I No Man's Sky er du strandet på en såkaldt "procedually generated" planet, og dit rumskib er slemt ødelgt, så det skal repareres. Derfor skal du igang med at samle ressourcer, så du kan flyve væk fra planeten. Du er udrustet med et multi­værktøj, der kan skyde og bruges til at samle ressourcer med. Planeten, som du starter på, indeholder planter og sten, som kan høstes for at få fat i de nødvendige ressourcer. Lige før nævnte jeg det mærkværdige ord "procedually generated". Det betyder faktisk, at planeterne og alt som er på dem, ikke er programmeret i forvejen. I stedet er nogle indviklede matematiske formler, som beregner hvordan alt ser ud og opfører sig. Så snart man besøger en planet eller et solsystem, så skabes denne ved hjælp af formlerne. Besøger man senere samme sted igen, så vil det se ud, som da man forlod det. Så snart noget bliver skabt i spillet, så vil disse skabelser bestå for evigt, og ifølge udviklerne bag spillet, så skulle formlerne kunne skabe omkring 18 quintillioner planeter, et så ondsvagt stort tal, at jeg måtte slå op i et Anders And-blad, for at se om Onkel Joakim nogensinde havde haft så mange penge.

Min startplanet var en kedelig grøn planet uden vand. Den var fyldt med grimme stenformationer og meget få planter. Heldigvis var der nok ressourcer, til at jeg kunne lappe mit rumskib sammen, for herefter at flyve ud i rummet. Her var der 3 andre planeter og en lille måne, som jeg kunne besøge. Jeg anede dog ikke hvorfor jeg skulle besøge dem. Spillet gav faktisk ikke rigtig nogen mening for mig. Det var uforståeligt for mig, hvad pointen med spillet var. Jeg kunne jo gøre præcist det, jeg havde lyst til: Flyve rundt og skyde andre rumskibe og asteroider, besøge rumstationer, hvor jeg kunne handle med forskellige racer af rumvæsner, eller opdage nye planeter. Det var svært at finde en gylden tråd, som skulle føre mig mod et egentligt mål. Jeg havde hele universet til min rådighed, og skulle selv bestemme, hvad jeg ville lave.

Read more…




Blue Microphones Yeti Blackout - Anmeldelse

Tue, 16 Aug 2016 09:30:00 +0200

(image)

Færdes man regelmæssigt på Twitch.tv eller YouTube, har man formegentligt stødt på en af Blue Microphones populære mikrofoner, før eller siden. Blues mikrofoner er blevet kaldt "internettets mikrofoner" og har på mange måder været med til at bane vejen for en generation af brugergenereret indhold. Deres Snowball og Yeti er for mange synonym med professionel lyd til amatøren med høje ambitioner - og dette ikke uden grund. Det er i dag Blackout-udgaven af deres Yeti jeg har haft en tur på testbænken.

Design og features

Foruden Blackout-varianten, fås Blues Yeti i fire andre farvekombinationer, som vist på ovenstående billede. Det er derudover standard-modellen jeg har haft på testbænken, da denne mikrofon findes i tre forskellige konfigurationer, op til en Pro-version der optager i 24Bit/192Khz, modsat de 16Bit/48Khz, som er loftet på min udgave. Yetien gør brug af tre styk af Blues egne kondensatorkapsler og har et vælg af anvendelsesmuligheder. Mikrofonen er udstyret med fire forskellige optagemønstre, udgjort af Cardioid, bidirectional, omnidirectional og Stereo.

Read more…




Razer Turret - Anmeldelse

Thu, 11 Aug 2016 15:00:00 +0200

(image)

2016 har været året hvor vi for alvor er begyndt at se introduktionen af lapboards - en transportabel hybrid af tastatur, musemåtte og mus, i én samlet pakke, beregnet til sofa-gameren, der ikke vil begrænses til en controller. Både Corsair og Roccat har tidligere lanceret deres egne varianter, med henholdsvis Lapdog og Sova og nu er turen kommet til Razer, der med den nye Turret vil forsøge at redefinere stuens gaming-potentiale.

Design og features

Modsat Lapdog og Sova, der er store, massive og, ja, upraktiske, så er Razers Turret en yderst let og kompakt størrelse, der modsat de to andre også opererer trådløst. Turret er udgjordt af en sammenfoldelig plade, hvor venstre side - som er den længste - udgør tastatur-delen, og den kortere højre side huser en magnetisk musemåtte. Tastaturet er tenkeyless og gør brug af chiclet-taster, der er meget lig dem man finder på Razer Blade 14 og Deathstalker Chroma. Dette betyder for mig en fantastisk skrive og spiloplevelse, men fans af mekaniske taster finder nok ikke deres næste lapboard her. Modsat medie-tastaturer, som eksempelvis Logitechs K830, så er der ikke inkluderet nogle dedikerede medie-knapper på Turret, selvom man selvfølgelig stadig har F-taster med dobbletfunktion via Funtion(Fn) knappen.

Read more…




Acer Predator Z650 - Anmeldelse

Mon, 08 Aug 2016 09:00:00 +0200

(image)

"Gaming" og "projektor" er ikke typisk ord der går hånd i hånd. En skam vil mange nok mene, men grundet en mangelfuld teknologi har kompromiserne for de fleste været talrige nok til, at man har holdt sig til mere sikre valg, som fjernsyn og PC-skærme. Den nye Predator Z650 er Acers bud på en projektor, der ikke kun vil glæde film-entusiasten, men også gameren der ønsker at spille på det helt store lærred. Via en række unikke features skal Z650 appellere til en lang række forbrugere, der måske ikke ligger inde med den slags plads som typiske projektor-ejere har at gøre godt med.

Design og features

Z650, værende en gaming-enhed, er underlagt en tidstypisk sort og rød farve-kombination, der afviger fra de mere traditionelle udseender man normalt ser blandt klassiske projektorer. Linsen befinder sig i venstre side af frontpanelet og er udstyret med manuelle zoom- og fokus-drejehjul, så man hurtigt kan indstille billedet fra varierende afstande - foruden et beskyttende gennemsigtigt dæksel, der skal sørge for at forhindre at pæren bliver skadet under transport i den medfølge kuffert. Forrest på undersiden af Z650 finder vi et centreret støtteben, der i bedste teleskop-stil, kan trækkes ud for at få billedet til at skyde op fra projektorens placering. Bagerst på undersiden er er to støtteben placeret i hvert hjørne, der kan skrues på, så de forlænges - dette så projektoren tilter forover, så billedet skydes nedad.

Read more…




Logitech K830 - Anmeldelse

Tue, 02 Aug 2016 16:20:00 +0200

(image)

HTPCer (Home Theater PC) har altid været en interessant størrelse, der dog kræver den rette hardware, hvis man vil udnytte denne konstellation fuldt ud. Et mediecenter i dagligstuen kræver trådløst udstyr hvis det virkelig skal skinne og foruden headset og controller, er det oplagt at anskaffe sig et trådløst tastatur til at styre slagets gang fra sofaen. K830 er Logitechs flagskipsmodel inden for denne kategori af periferi-udstyr og jeg kan godt allerede nu afsløre, at dette tastatur lever op til sit fornemme prædikat.

Tastaturet er udført i et enkelt matsort farveskema med en enkelt sølvfarvet stribe på det forreste og bagerste panel. K830 er udstyret med chiclet-taster som er standarden på denne form for kompakte medie-keyboards. Tastaturet byder også på medie-taster der yderligere forbedrer især din Windows-navigation, ved bl.a. at lade dig bladre gennem åbne programmer, hoppe til startskærmen ved hjælp af et enkelt klik, sætte computeren i dvaletilstand, åbne din dedikerede browser, musik- eller filmprogram, søge på din PC og minimere dine vinduer, så du havner på skrivebordet.

K830 kan forbindes trådløst til din PC eller dit Smart TV via den medfølgende USB-dongle, der med et 2.4 GHz-trådløst signal lader dig betjene tastaturet op til 10 meter væk. Det er dog også muligt at forbinde tastaturet via Bluetooth, hvilket åbner op for endnu flere potentielle understøttede enheder. Tastaturet er udstyret med et indbygget litiumpolymerbatteri, der når fuldt opladt er normeret til 10 dages brug. Det tager tre timer at oplade det helt op igen.

Read more…




Nvidia GeForce GTX 1060 - Anmeldelse

Wed, 20 Jul 2016 09:00:00 +0200

(image)

Med lanceringen af Nvidias nye superstjerne-grafikkort, GTX 1080, samt årets bang for your buck-kandidat, GTX 1070, tidligere på sommeren, forestiller jeg mig, at der nok er mange, der har haft dankortet fremme og opgraderet deres PC. Men for dem der ikke søger denne form for astronomisk performance, og samtidig ønsker at at holde deres system budget-venligt, er der nu et nyt alternativ.

GTX 1060 er det nyeste medlem af Nvidias Pascal-familie, baseret på GP106-chippen, der for bare 2.200kr, lover GTX 980-matchende ydelse. Det er ikke lang tid siden at vi så AMD lancere et kort til samme formål, i form af deres RX 480, men Nvidia har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade dem have dette markedsegment for sig selv. Spørgsmålet er blot, hvor godt det nye 1060 præsterer i praksis.

Design og features

Read more…




Razer ManO'War - Anmeldelse

Thu, 07 Jul 2016 16:00:00 +0200

(image)

På trods af at Razer, i min optik, ligger inde med det bedste tastatur på markedet, i form af deres DeathStalker Chroma, og også byder på en række lækre kvalitets-mus, der blandt andet tæller den legendariske DeathAdder og den trådløse Mamba, så har jeg aldrig været fan af deres headsets, som jeg uden sammenligning mener er firmaets svageste led. ManO'War er Razers nyeste skud på stammen - et trådløst alt-i-ét-bæst til PC og PS4, der med mulighed for både stereo og 7.1 Surround Sound, har potentiale til at vaske tavlen ren for Razer og matche den kvalitet vi ser hos deres andre produkter.

Design og features

ManO'War er et mildest talt robust bygget headset, der uden at føles tungt, ikke ligefrem kan beskyldes for at være en diskret størrelse. Men da dette headset er designet til kun at blive brugt i hjemmet, er det ikke noget jeg føler folk vil se som værende et problem. jeg vil næsten beskrive ManO'War som headsettets svar på en lædersofa og et decideret plus ved denne store formfaktor er, at headsettet føles utrolig blødt og behageligt når man har det på.

Read more…




Star Ocean: Integrity and Faithlessness - Anmeldelse

Thu, 07 Jul 2016 14:51:00 +0200

(image)

Her er et ord som du vil læse mange gange i denne anmeldelse. Star Ocean: Integrity and Faithlessness er kedeligt. Det er ellers syv år siden jeg sidste gang kastede mig ud i episke rumeventyr, i Star Ocean-serien, så jeg havde egentlig glædet mig til gensynet. Jeg har altid været ret glad for den chamerende blanding af sci-fi- og fantasy-elementer som serien byder på og de fleste af seriens udspil har både været flotte, komplekse og omfattende oplevelser. Star Ocean: Integrity and Faithlessness har en dejligt japansk titel, men er desværre et skuffende bekendtskab, især når man tager den lange ventetid siden forgængeren i betragtning.

Star Ocean: Integrity and Faithlessness er som sådan et ret velfungerende og til tider ganske hyggeligt japansk rollespil, der fokuserer mere på evindelige kampe og masser af grinding, frem for på plotudvikling og narrative valg. Mit første indtryk af spillet var, at det desværre er et udtryk for en tendens i spilbranchen, hvor japanske rollespil, minus Final Fantasy-serien, simpelthen ikke opnår samme produktionsværdi som tidligere. Integrity and Faithlessness er egentlig meget pænt og byder på en visuelt spændende verden, men desværre er verden tom, kold og, ja, kedelig. De enkelte områder og dungeons er store og ofte komplekse labyrinter, men de er simpelthen ikke levende. Fjenderne popper frem i fast definerede klumper og kombineret med den statiske verden, fremstår Star Ocean: Integrity and Faithlessness alt for tit livløst og mekanisk.

Kedsomheden kommer især til udtryk gennem den simple fortælling, der finder sted mellem seriens andet og tredje udspil. Historien omhandler en underudviklet planet, der kommer i kontakt med en højtudviklet race fra en anden planet. Konflikt er uundgåelig og pludselig er hovedpersonen og hans barndomsven involveret i kampen for hjemplanetens overlevelse. Udgangspunktet er sådan set udemærket og muliggør Star Oceans klassiske kombination af fantasy og sci-fi, men især de kedelige karakterer og det irriterende stemmeskuespil trækker ned. De enkelte karakterer er simpelthen for overfladiske og spillet formår aldrig at etablere de enkelte karakterer på en måde, der gør, at man som spiller interesserer sig for dem. Spillet er fyldt med dialog, som på grund af den manglende følelsesmæssige investering, føles ligegyldig og overfladisk.

Read more…




Grand Kingdom - Anmeldelse

Tue, 05 Jul 2016 13:24:00 +0200

(image)

Spike Chunsoft laver efterhånden nogle af mine favorittitler, når det kommer til sære japanske spil. Zero Escape-serien er blandt de allerbedste spil jeg nogensinde har kastet mig over, mens også Danganronpa har fortryllet mig med den fantastiske kombination af humor, dybe fortællinger og vanvittige karakterer. Nu har Spike Chunsoft sat sit udgivernavn på Monochromes nye strategi-rollespil Grand Kingdom. Tilmed er Grand Kingdom instrueret af Tomohiko Deguchi, der tidligere har arbejdet for Vanillaware - en af de allerbedste japanske udviklere, med klassikere som Odin Sphere og GrimGrimoire i bagkataloget. Så alene ud fra mængden af involverede parter, var jeg fra starten meget interesseret i, at prøve kræfter med Grand Kingdom.

Selvom Grand Kingdom trækker rødder tilbage til nogle af de vildeste, sjoveste og mest absurde japanske spiltitler i nyere tid, er spillet på overfladen dog temmelig klassisk opbygget. Spillet ligner et traditionelt japanske strategirollespil, hvor fire nationer udkæmper en storslået krig. Spilleren træder i rollen som lederen af en gruppe rebeller, der bliver involveret i en større konflikt, som truer balancen i regionen. Her mærker man virkelig Spike Chunsofts involvering, for historien er faktisk relativt spændende og - vigtigst af alt - drevet frem af en række fornuftige karakterer, med interessante personligheder.

Med det samme kastes man dog ind i spillets meget atypiske og interessante turbaserede kampsystem, der adskiller sig fra både de mere traditionelle japanske rollespil og de strategiske rollespil såsom Final Fantasy Tactics og Disgaea. Her kan heltene bevæge sig i forskellige vertikale rækker, hvorfra fjender kan angribes, enten på afstand eller tæt på. Dette betyder, at afstand og placering er kampssystemets helt centrale elementer. Man skal positionere sine helte, så de enkelte angreb udøver maksimal skade på det størst mulige antal fjender og det fungerer faktisk virkelig godt. Dog skal man være opmærksom på, at man let kommer til at udslette sine holdkammerater med en forkert placering, når magikerne giver den gas med de vilde formularer. Grand Kingdom er et af de spil, hvor man konstant skal sørge for, at heltene er placeret korrekt, så hvis man afskrækkes af denne ekstra kompleksitet, vil Grand Kingdom virke unødigt brutalt.

Read more…




Kingston HyperX Cloud Revolver - Anmeldelse

Mon, 04 Jul 2016 09:00:00 +0200

(image)

Det er svært ikke at være spændt på at anmelde Kingstons nyeste gaming-headset, når man tænker på, at de tidligere, efter min mening, har produceret det absolut bedste af slagsen i form af deres sublime HyperX Cloud II, der erstattede det næsten lige så fuldendte Cloud I. Det nye headset er døbt Revolver, men kan det løfte den tunge arv fra forgængerne?

Design og features

Designet har fået sig en omfattende make-over og vi har denne gang at gøre med et klassisk "gamer-look", i sort og rød, med skarpe kanter samt en ordenlig portion visuel branding. Faste læsere vil vide at dette ikke er noget jeg på nogen måde er tilhænger af og jeg synes bestemt også at det er en skam at se at Kingston har valgt at følge strømmen og bevæge sig væk fra det klassiske "headphone-look" som Cloud II bød ins med, da det i virkeligheden var en redesignet udgave af svenske QPADs prisvindende QH-90. Designet er stadig lukket og over-ear, som er tilfældet for så godt som alle headsets i gaming-regi.

Read more…




SteamWorld Heist anmeldelse

Sat, 02 Jul 2016 15:37:00 +0200

Velkommen til den tossede virkelighed i dette 2D-strategispil, hvor gasdrevne robotter og deres fartøjer danner grundlaget for historien i Steamworld Heist. Du er lederen af en gruppe rumpirater, der begår en række indbrud i fjendtlige rumskibe for at skaffe sig vand. Vand er den vigtigste ressource i rummet, fordi den driver alle maskinerne. Uden vand duer heltene ikke i dette univers. Som lederen af en gruppe mindre intelligente robotter, er det din opgave at guide dem igennem en række baner for at samle så meget H2O og andre skatter som muligt, baner som er fyldt med alskens fjendtlige robotter og aliens.Steamworld Heist er en spil i samme serie som Steamworld Dig, men hvor Dig var et 2D-platformspil, er Heist et 2D-strategispil. Heist kan bedst beskrives som en blanding af XCOM og Worms, hvor du ved hjælp af strategi skal kæmpe dig igennem en stor mængde af tossede fjender. Ikke to baner er ens i det her spil. For det første bliver banerne genereret tilfældigt, og for det andet, er der forskel på, hvor mange robotter du kan tage med på dine små røvertogter. Nogle baner skal du klare med én robot, mens andre baner giver dig kontrol over fire robotter på en gang. Robotterne kan styres i runder, hvor man først flytter dem, og dernæst bruger deres evner eller angriber. Nogle robotter kan flytte sig og affyre sit våben bagefter, mens andre ikke kan skyde, efter de har flyttet sig, så det er vigtigt at placere sine robotter de rette steder på banen før runden er overstået. Banerne er heldigvis fulde af steder at søge dækning bag, og ofte er det mere fornuftigt at bevæge sig i skjul, end at at skyde efter fjenden.Jeg må ærligt indrømme, at jeg var en smule skuffet, da jeg startede spillet. Det så grafisk ringe og kedeligt ud, men det tog ikke mere end 10 minutter, før spillet havde suget mig ind i sit univers. Steamworld Heist er måske ikke et grafisk imponerende spil, det indeholder heller ikke en gribende historie, som du kan fortælle dine børnebørn om en dag, men tilgengæld er gameplay perfekt i spillet. Sjældent har et så simpelt spil fanget mig på den her måde. Jeg glædede mig rent faktisk til jeg endelig fik tid til at spille Steamworld Heist igen efter en lang dag på arbejde. Det sker ikke ofte, at jeg har det på den måde med spil i dag. For det meste sidder jeg spændt, og venter på at jeg når slutningen i et spil, men i det her spil sad jeg, og håbede at det varede meget længere. Det tager omkring 10-15 timer at gennemføre spillet, man kan dog sagtens bruge mange flere timer på sidemissioner eller samle alle våben og hatte i spillet. Ja, hatte. Robotterne i spillet har en eller anden mærkelig fetish med alle former for hovedbeklædning, så du kan samle en hulens masse af dem igennem spillet, enten ved at købe dem fra butikker eller ved at skyde dem af hovedet på fjenderne, for herefter at samle dem op.Read more…[...]



N.E.R.O.: Nothing Ever Remains Obscure anmeldelse

Fri, 01 Jul 2016 14:56:00 +0200

(image)

Ofte er det let at forkaste spil, udelukkende baseret på titlen. Prætentiøse indietitler kan hurtigt give mig en smule ubehag og hvis man samtidig kombinerer en selvfed titel med den noget udskældte gå-simulator-genre, så er man godt på vej til, at få alverdens hipsterhadere efter sig. N.E.R.O.: Nothing Ever Remains Obscure har en lettere træls titel, men under overfladen gemmer der sig faktisk en interessant og rørende fortælling, der dog hæmmes af problematiske designvalg.

N.E.R.O. er som nævnt først og fremmest en gå-simulator, krydset med en visuel novelle. Det betyder, at man udforsker visuelt interessante områder, mens historien langsomt træder frem af sig selv. Dette kombineres med en række utrolig lette gåder, men selvom der ikke er megen interaktion at finde i N.E.R.O., var fortællingen heldigvis stærk nok, til at bære mig hele vejen frem til spillets interessante klimaks.

Man bevæger sig gennem en stor, mørk verden, der konstant oplyses af markante farver, underlige konstruktioner og - vigtigst af alt - tonsvis af lysende tekst, der fører spilleren dybere ind i det ofte medrivende plot. Udover tekst, møder man hætteklædte skikkelser, men det store problem med fortællingen i N.E.R.O. er, at den ikke er integreret med spillets meget simplistiske gameplay.

Read more…




Roccat Sova - Anmeldelse

Wed, 29 Jun 2016 17:00:00 +0200

(image)

Tekst: Andréas Göransson (EG SE)

Oversættelse: Thomas Bornø

Traditionelt set er pc-spil blevet spillet hjemme foran en computerskærm i et mørkt hjørne, mens konsolspil har domineret sofaen og stuen. Disse grænser er i større og større grad ved at blive udvasket, og ROCCATs nyeste gadget, Sova, er endnu et bevis på, at pc-spils mainstream-status fortsat er stigende.

Read more…




Aorus X3 Plus v5 - Anmeldelse

Fri, 24 Jun 2016 08:00:00 +0200

(image)

Der var en tid hvor det at købe en gaming-laptop også indebar, at man købte en gigantisk klods, der gerne vejede ligeså meget som et par velvoksne håndvægte. De sidste par år er der dog sket enormt meget på laptop-markedet, især når det kommer til, at gøre computerne tynde og elegante. Gigabytes nye Aorus X3 Plus v5 formår at kombinere et overraskende slankt ydre, med en omgang kraftfuld hardware og selvom maskinen byder på enkelte uhensigtsmæssige designvalg, er Auros X3 Plus v5 et kvalitetsprodukt.

Maskinen vi fik tilsendt, byder på Intels nye Skylake processor, en stor SSD harddisk, et hidsigt grafikkort og en 13'9 QHD skærm. Specifikationerne for maskinen er:

Det er kort og godt en hidsig maskine, men det absolut mest imponerende er, at hele herligheden er stoppet ned i en meget lille computer, bedst illustreret ved 13,9'' skærmen og den lave vægt på kun 1.8 kg, omend den medfølgende strømadapter i sig selv vejer godt til. Salgsprisen er dog også i den temmelig høje ende, med en pris på omkring 18.000 danske kroner.

Read more…




The Witcher 3: Blood and Wine anmeldelse

Wed, 22 Jun 2016 14:23:00 +0200

(image)

Gennem det seneste år, har der været et fast holdepunkt i mit liv. Et aspekt, der har været med mig hele vejen. En støtte i travle tider og en konstant glæde i dagligdagen Jeg taler selvfølgelig om det fantastiske rollespil The Witcher 3. Efter et gigantisk hovedspil og nu to mildest talt omfattende udvidelser, lakker mit forhold til The Witcher 3 desværre mod enden. Blood and Wine er den sidste udvidelsespakke til spillet og endnu engang beviser CD Project RED, at de efterhånden er rollespilsgenrens ukronede konger.

Ligesom den tidligere udgivelse, Hearts of Stone, byder Blood and Wine også på nærmest samme mængde indhold som en komplet RPG-udgivelse. Udvidelsen byder på omkring 30 timers nyt indhold, hvilket er voldsomt imponerende i sig selv. Men det er i kombinationen med den utrolig høje produktionsværdi og indholdsmæssige kvalitet, at Blood and Wine fremstår nærmest magisk. Jeg har efterhånden tilbragt omkring 150 timer i selskabs med Geralts tredje eventyr - og det uden at blive træt af spillet eller bare tilnærmelsesvis at løbe tør for indhold.

The Witcher-serien har altid været bedst, når den har fokuseret på karakterdrevne fortællinger, rundt omkring det centrale plot. Hearts of Stone fokuserede i særdeleshed på disse mindre fortællinger, og Blood and Wine fører traditionen videre ved at lade Geralt støde på en lang række virkelig fascinerende personligheder og mysterier. Den overordnede fortælling byder på et helt nyt område, Toussaint, hvor Geralt får til opgave at slagte et frygtindgydende monster. Hvor andre rollespil måske herfra ville fokusere mere på fantasyelementerne og lade Geralt kæmpe mod horder af fjender, er Blood and Wine mere fokuseret på, at fortælle en elementært spændende detektivhistorie.

Read more…




Sherlock Holmes and the Devil's Daughter - Anmeldelse

Thu, 09 Jun 2016 14:00:00 +0200

Som lille dreng havde jeg en lille uvane. Jeg elskede at læse bøger, ja undskyld, men dengang var der intet internet, så jeg måtte fordrive min fritid på anden vis. Nogle af mine yndlingsbøger var de fantastiske detektivromaner om Sherlock Holmes og hans trofaste kompagnon Dr. Watson. Jeg lå endda søvnløs i mange nætter efter at have læst fortællingen om Baskervilles Hund. Ungdommen i dag forbinder nok ikke Sherlock Holmes med den oprindelige skrevne fortælling af Sir Arthur Conan Doyle, men nok nærmere Guy Ritchie's filmatiseringer med Robert Downey Jr. i rollen som den excentriske detektiv. Computerspilbranchen har selvfølgelig også prøvet kræfter med den populære serie, faktisk er Sherlock Holmes and the Devil´s Daughter det ottende spil i serie om detektiven.Spilmatiseringen af Sherlock viser detektiven på en lidt anden måde, end jeg er vant til. Her minder han mest af alt om en mellemting mellem bøgernes og Guy Ritchie's hårdtslående detektiv. Han er stadig veltalende, og har en hjerne som selv Lasse Rimmer vil blive misundelig på, men samtidig er han meget afhængig af hjælp fra Dr. Watson. De fleste sager i det gamle England krævede åbenbart to hoveder istedet for et. Men faktisk er Sherlock ikke særlig klog, ihvertfald ikke hvis spilleren, som sidder med controlleren i hånden, ikke er opmærksom og følger med i spillet. Du skal finde ledetråde og afhøre folk, for på den måde får du nogle stikord, som skal bruges til at konkludere, hvem synderen er. Det er dog nemt at overse en ledetråd eller drage den forkerte konklusion, så selv om Sherlock er en af vor tids klogeste detektiver, så kan han nemt ende med at skyde skylden på den forkerte person.The Devil´s Daughter består af 5 forskellige sager som varer en 3-4 timer, hvor du i rollen som Sherlock skal finde ud af, hvem der har begået forbrydelsen. Hver sag er uafhængig af de andre sager, hvilket betyder, at når du har løst én sag, kan du begynde på den næste. Det lyder sikkert bekendt for folk som har spillet Crimes & Punishments. Den største forskel er dog inkluderingen af Sherlocks datter. Denne unge pige er nemlig en del af de første fire sager, ogdu vil møde hende i dit hjem, hvor du kan snakke med hende. Den femte og sidste sag handler kun om selvsamme datter, hvor de samtaler du førte med hende i de foregående sager, vil få indflydelse på hvordan sagen ender. Det er forfriskende, at Frogwares har implementeret en rød tråd igennem sagerne, hvilket var medvirkende til, at jeg fik en følelse af at spille et samlet spil istedet for fem forskellige spil. Frogwares har skruet en spændende konsekvent historie sammen i The Devil´s Daughter, desværre er selve gameplayet ikke lige så konsekvent. Her svinger kvaliteten hele tiden.Read more…[...]



MSI GK-701 - Anmeldelse

Wed, 08 Jun 2016 10:42:00 +0200

(image)

Før vi begiver os ud i denne anmeldelse, så vil jeg lige tilstå en ting: mine evner som hardware-anmelder er uprøvede. Det skal dog ikke forhindre mig i, at skrive en ganske habil anmeldelse af det nyeste gaming keyboard fra MSI. Sådan. Tak for opmærksomheden.

MSI har - som vi tidligere har set her på Eurogamer.dk - udgivet en ganske fin serie af hardware. Den røde drage er varemærket for denne serie, og på dette GK-701 tastatur er det ingen undtagelse.

Ved første øjekast ser man et tastatur med mat sort finish og røde detaljer. Heriblandt også den ikoniske røde drage, der prominent figurerer ovenfor numpad tasterne. Alt i alt et solidt design, med få dikkedarer. Men helt ærligt, så måtte dragen godt være mere afdæmpet, da den drager meget fokus på sig selv. Det er selvfølgelig en smagssag, og er man til fantasy, gaming-ekstravagance eller bare har hang til lidt ekstra lir, så er den jo helt fin. Jeg er dog af den minimalistiske skole, hvor "less is more". Så ved I det.

Read more…




MSi DS502 Headset - Anmeldelse

Tue, 31 May 2016 10:46:00 +0200

(image)

DS502 Gaming Headsettet er det nyeste headset i forårskollektionen "MSi-Gaming". Emil skrev tidligere på ugen om MSi Interceptor DS300 musen i serien, som du kan læse om her. Han var ikke helt så komfortabel med nogle aspekter af musen, men det er helt sikkert ikke sagen i forhold til mig og dette headset. MSi har bragt et headset som er tilpas liret med meningsfulde tilføjelser, med meget få skønhedsfejl.

Rent designmæssigt, så fanger headsettet MSi's æstetiske univers med det sorte og røde design, men det er ikke fordi det rykker så mange grænser for hvordan et headset kan se ud. Efter min smag, skal et headset heller ikke være alt for liret, så da jeg fik det matsorte headset i hånden føltes det utroligt lækkert og robust på den gode måde, men samtidig relativt let. Det dominerende matsorte er et godt valg fra det meget iøjnefaldende røde på forgængeren DS501.

Headsettet har MSi's røde drage i LED på hver side og rødt lys i mikrofonen, som igen ikke er alt for dominerende men lettere diskret. Et mindre, men yderst vigtigt aspekt for mig er, at ledningen ikke er lavet af gummi men af flettet fiber, så du slipper for at den vikler sig rundt om sig selv. Dette viser også bare, at der er gået en masse tanker fra designteamet i dette headset fra MSi. Headsettet sluttes til via USB og kan bruges få sekunder efter at du slutter det til.

Read more…




Shadow of the Beast

Fri, 27 May 2016 12:31:00 +0200

(image)

Nostalgi kan være en farlig ting, for der er ingen garanti for, at det du elskede som barn også holder ved et nærmere eftersyn. Som barn brugte jeg en del tid på det sære actionspil Shadow of the Beast, som tilbage i 1989 revoultionerede spilmarkedet. Det skyldtes især spillets voldsomt imponerende grafik, som bød på et utal af farver og flere niveauer af parrallax scrolling. Gameplaymæssigt var spillet et relativt normalt actionspil, men bød på en interessant fortælling om et barns forvandling til en monstrøs slave og hans kamp mod slavepiskerne.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor Shadow of the Beast nu er blevet genskabt af udviklerne Heavy Spectrum, for jeg har svært ved at forestille mig at horder af nostalgiske fans står klar med kreditkortet. Dog må man sige, at Heavy Spectrum har formået at være tro mod originalspillet. Shadow of the Beast er på PS4 et ganske udmærket actionspil, der dog hurtigt falder ind i en lettere kedsommelig rytme og aldrig rigtig formår at gøre det klassiske gameplay relevant i 2016.

Grafisk forsøger Shadow of the Beast virkelig at lægge sig op af originalspillet, hvilket medfører et stort farvespektre, samt en interessant kombination af 3d og 2d. Man bevæger sig fra venstre til højre som i et 2d-platformspil, mens kameraet ofte kaster sig rundt i vilde panoreringer, der får tankerne til, at mindes Segas sære jonglør/gøgler-platformer NiGHTS into Dreams. Det fungerer heldigvis glimrende og giver de forskellige baner og miljøer en tilpas episk følelse.

Read more…